Vind eller forsvind i Norge

Kravet er sejr, når NFH-pigerne i eftermiddag løber på banen til den femte af de seks kampe i EHF European Leagues gruppespil.


For alt andet end to point i udekampen mod Storhamar fra Norge vil med største sandsynlighed sende NFH ud af Europa for denne sæson.

Nordmændene, med Mia Svele og Anniken Obaidli i truppen, vandt det første opgør i Nykøbing med 26-27, så NFH har revanche til gode.

Cheftræner Jakob Larsen har lagt en plan for, hvordan det skal lykkes.

– Det, det handler om for os i øjeblikket, er at komme så godt fra start som muligt, ikke mindst angrebsmæssigt. 

– Og så skal vi have styr på vores forsvar og være årvågne i forhold til de små finurligheder, de ligger og laver i deres angrebsspil. De har en del varianter, som vi skal lukke ned, forklarer han.

Han mener også, at det er til NFH’s fordel, at det nu er anden gang, de to hold skal mødes.

– Vi er bredere taktisk funderet nu, fordi vi har prøvet at spille mod dem, siger Jakob Larsen.

Og hvis der skulle komme dårlige perioder undervejs, så er det vigtigt at holde hovedet højt alligevel, påpeger cheftræneren.

– Det er aldrig slut, før slutsignalet har lydt. Vi så i onsdags i Viborg, hvor vigtigt det er at blive ved med at mose på hele vejen til slutningen.

Der er kampstart i Norge klokken 16.

KOM SÅ PUBLIKUM! ER I KLAR TIL AT BAKKE PIGERNE MASSIVT OP HELE VEJEN IGEN I DAG?
KOM NU! VI SKAL OP AT STÅ FOR NFH!