NFH fik en god start på 2025, da det torsdag aften blev til en relativt sikker sejr på udebane over Viborg HK, som før kampen lå lige foran NFH i tabellen.
NFH vandt med 27-31 efter 11-15 ved pausen, og dermed overtager NFH femtepladsen i Kvindeligaen fra netop Viborg.
Kampstarten blev forsinket syv-otte minutter på grund af problemer med hal-uret, men det generede ikke NFH’erne.
En stærk forsvarsindsats krydret med flere gode redninger fra Catharina Fiskerstrand Broch i NFH-målet var medvirkende til, at der skulle gå mere end seks minutter, før Viborg scorede første gang.
Da havde NFH allerede scoret to gange, og senere blev føringen stille og roligt udbygget til 1-5 og 5-11.
Caroline Aar fik æren af at score NFH’s første mål i 2025, da hun bragte de gulblusede foran med 0-1 efter fire minutters spil – og derfra førte NFH resten af kampen.
Viborg kom bedre med i slutningen af første halvleg, da de kæmpede sig fra 5-11 til 11-13. Men i de sidste minutter scorede NFH to gange i træk, så pauseføringen var på fire mål, 11-15.
Og det billede fortsatte i anden halvleg. Viborg var flere gange kun bagud med et enkelt mål, men hver gang trak NFH’erne fra igen.
Selvom det ikke var alt, hvad de to hold lavede, der var lige kønt eller effektivt, så bevarede NFH’erne roen kampen igennem og kunne til sidst juble over sejren sammen med de medrejsende supportere.
Og hvis NFH’erne kan tage den ro og kynisme i de afgørende situationer i Viborg med sig til de kommende kampe, lover det godt.
Topscorere for NFH blev Mona Obaidli, Sofie Bardrum og Zoë Sprengers, som alle scorede fem mål, mens Alberte Kielstrup scorede fire gange.
NFH spiller allerede igen på søndag, hvor Silkeborg-Voel kommer på besøg i Spar Nord BOXEN.