
Onsdagens hjemmekamp i Bambuni Kvindeligaen mod Viborg HK bliver på flere måder en slags dobbeltarrangement. For det første fordi den er en del af NFH og Team Sydhavsøernes store, fælles dobbeltarrangement, hvor TSØ umiddelbart inden NFH’s kamp møder KIF Kolding. Men også fordi det bliver første del i det “dobbeltarrangement”, som NFH og Viborg havnede i, da der forleden blev trukket lod til kvartfinalerne i landspokalturneringen.
Her trak de to hold nemlig hinanden, og derfor skal de mødes igen i Viborg allerede på tirsdag. Altså to kampe mod hinanden på under en uge. Og der er ingen tvivl om, at begge kampe er meget vigtige for NFH.
Viborg kan meget vel vise sig at blive en af de største konkurrenter til en top 4-placering i ligaens grundspil, og samtidig er det et af sæsonens store mål for NFH at kvalificere sig til Final 4-stævnet i pokalturneringen. Viborg har sikkert samme ønske som NFH, så der venter formentlig to intense og underholdende kampe mellem to af ligaens mest scorende hold. Men på grund af næste uges pokalbrag er det ikke sikkert, at de to trænere spiller alle deres kort til “generalprøven” onsdag aften.
Det kan jo være rart at have en overraskelse eller to med i ærmet til den anden kamp. NFH har indtil videre hentet to point mere end Viborg i denne sæson og kan med en sejr onsdag aften slå et lille hul til viborgenserne. Der er kampstart klokken 20.30.
PUBLIKUM! ER I KLAR TIL EN FED HÅNDBOLDAFTEN?
KOM SÅ! VI SKAL OP AT STÅ FOR NFH!
___________________
👉 Kampen mod Viborg spilles onsdag d. 22. okt. kl. 20.30 i Spar Nord BOXEN.