Det var en stor skuffelse for alle i og omkring NFH, at det ikke lykkedes at kvalificere sig til Final 4-stævnet i landspokalturneringen Santander Cup.
Men man skal rejse sig ved det træ, man er faldet ved.
Og lige præcis det har NFH’erne alle muligheder for i aften, hvor det netop er SønderjyskE, som sendte os ud af pokalen, der er modstanderen igen.
Denne gang mødes holdene i Spar Nord BOXEN i Nykøbing til en kamp om to point i Kvindeligaen.
– Vi er rigtig glade for, at det lige netop er SønderjyskE, vi skal møde igen, så vi kan vise både dem og os selv, at det, der skete i torsdags, var en svipser, som vi ikke vil gentage, siger cheftræner Jakob Larsen.
Nederlaget i polalkvartfinalen kan der ikke ændres på. Så nu handler det om at bruge skuffelsen konstruktivt.
– Man skal bruge bitre nederlag til at give den en ekstra skalle, være ekstra motiverede og træne endnu hårdere.
– Det vil vi gøre, og jeg er stålsat på, at vi kan vinde i dag, siger Jakob Larsen.
Opskriften på en sejr i aften indeholder to hovedingredienser:
– Vi skal dække bedre op i vores seks mod syv-forsvar og være mere tålmodige og disciplinerede i angrebsspillet, forklarer Jakob Larsen.
Han må igen i aften se bort fra franske Kalidiatou Niakaté.
– Hun har et overbelastet knæ, vi skal have afklaret, fortæller Jakob Larsen.
KÆRE PUBLIKUM! NEDERLAGET I TORSDAGS VAR EN KÆMPE SKUFFELSE. MEN NU SKAL VI REJSE OS IGEN, OG DET SKAL VI GØRE SAMMEN!
PIGERNE HAR BRUG FOR MAKSIMAL STØTTE HELE VEJEN – EN STØTTE SÅ MASSIV SOM KUN I KAN GIVE DEN!
KOM SÅ! VI SKAL OP AT STÅ FOR NFH!