Uafgjort i sidste sekund 

NFH leverede lørdag eftermiddag et fantastisk comeback og fik endnu et point til Champions League-kontoen, da Alberte Kielstrup udlignede til 30-30 i sidste sekund mod de tidligere Champions League-mestre Krim Mercator Ljubljana.

NFH var klart bagud i det meste af Champions League-kampen i Spar Nord BOXEN, og derfor føltes det ene point lidt som en sejr.

Opgøret startede meget lige, og NFH førte både 2-1 og 3-2.

Men derfra begyndte det at gå skævt. NFH spillede sig til mange fine chancer, men brændte for meget, og da man samtidig havde svært ved at afvise slovenerne i den modsatte ende, begyndte det at gå galt.

3-2 blev til 3-6, og efter 13 minutter var gæsternes føring vokset til det dobbelte, 5-11.

Resten af halvlegen var NFH bagud med 4-6 mål, og ved pausen førte Krim med 14-19.

Starten på anden halvleg var meget lige, men pludselig fik NFH for alvor momentum. 

Og takket være gode aktioner i begge ender af banen fik de gulblusede for alvor kæmpet sig tilbage fra 16-21 til 21-22 knap midtvejs i anden halvleg.

Men Krim er et rutineret hold, og på få minutter var det komfortable slovenske forspring genetableret, 23-27.

NFH var gået over til at spille syv mod seks i angrebsspillet, og da slovenerne samtidig begyndte at blive trætte, var der stadig mulighed for point.

Med cirka to minutter og 45 sekunder tilbage bragte Krim sig foran med tre mål, 27-30.

Så tog Jakob Larsen en timeout og fik rettet nogle ting til.

Det virkede. Krim formåede ikke at score mere i opgøret, og i stedet nettede NFH to gange til 29-30, inden Alberte Kielstrup i sidste sekund hamrede bolden i nettet til slutresultatet 30-30.

Topscorer for NFH blev Sofie Bardrum med ni mål og Mona Obaidli med fem scoringer.

Resultatet ændrer ikke det store i stillingen, hvor NFH fortsat ligger sidst.

Næste kamp er på onsdag den 19. februar hjemme mod Team Esbjerg.