Tilbage på hesten igen: Sikker sejr i Aarhus

NFH fik rejst sig ovenpå det skuffende nederlag til Silkeborg-Voel i søndags, da pigerne onsdag drog til Smilets By, Aarhus, og hentede en sikker sejr på 25-31 over Aarhus Håndbold i Kvindeligaen.

For øjnene af blot 220 tilskuere i Djurslands Bank Arena, med plads til 5.000 tilskuere, lykkedes det hjemmeholdet at hænge på i det meste af første halvleg, som var meget lige.

Men i de sidste knap fire minutter scorede NFH tre gange i træk, så uafgjort 10-10 blev ændret til en pauseføring på 10-13 til NFH.

Dermed havde NFH’erne sat sig godt til rette i førersædet, og der blev de siddende resten af kampen. Hjemmeholdet kom aldrig tættere på end to måls afstand i anden halvleg, og i de sidste 10-15 minutter trak NFH for alvor fra, så det endte med en sejr på seks mål, 25-31.

Cheftræner Jakob Larsen fordelte spilletiden godt blandt spillerne, og det resulterede blandt andet i, at alle markspillere med undtagelse af Stine Eiberg og Matilde Vestergaard kom på scoringstavlen.
Og i målet diskede Sofie Börjesson op med 10 redninger.

Topscorere for NFH blev Mona Obaidli med fem mål, mens Alberte Kielstrup og Aimée von Pereira scorede fire gange hver.

NFH spiller næste gang på lørdag, hvor kroatiske Podravka Vegeta kommer på besøg klokken 16 i Spar Nord BOXEN til en ultravigtig kamp i Champions League.