NFH er tilbage på den vigtige fjerdeplads i Kvindeligaen, der giver et point med over i slutspillet.
Onsdag aften blev det til en sejr på 34-29 over Aarhus Håndbold hjemme i Spar Nord BOXEN, og da København samtidig tabte i Odense, overtager NFH igen fjerdepladsen fra københavnerne.
NFH har ét point mere end København og Viborg før sidste spillerunde på lørdag, så det kan stadig ende med alt fra en fjerdeplads til en sjetteplads, men NFH kan selv afgøre det ved at vinde i Silkeborg mod Silkeborg-Voel.
Onsdagens kamp mod Aarhus Håndbold begyndte med masser af tempo og mål.
NFH bragte sig hurtigt foran med 4-1, men gæsterne kæmpede sig langsomt tilbage, da de udnyttede nogle tekniske fejl fra NFH.
Ved stillingen 7-6 blev NFH ramt af to udvisninger kort efter hinanden – den sidste da Matilde Vestergaard desværre kom til at ramme Aarhus’ målvogter Sabine Englert i hovedet, så sidstnævnte måtte udgå.
Det betød, at NFH i en periode var to spillere i undertal, og det udnyttede aarhusianerne effektivt.
Føringen på 7-6 blev forvandlet til 7-10, og det blev også 9-12, før NFH fik kæmpet sig op på omgangshøjde igen og udlignet til 12-12.
Ved pausen var de gulblusede foran med 14-13.
Første del af anden halvleg var meget lige, men i det sidste kvarter begyndte NFH langsomt at få det afgørende overtag.
24-23 blev til 27-23 med 10 minutter igen, og Aarhus begyndte så småt at løbe tør for tid.
Det blev også 30-25 med seks minutter tilbage, og de sidste par minutter kunne NFH’erne nyde publikums hyldest i Spar Nord BOXEN.
Det hele endte altså 34-29, blandt andet i kraft af gode målvogter-præstationer fra både Catharina Fiskerstrand-Broch og Cecilie Greve.
Topscorere for NFH blev Moa Högdahl med ni mål og Caroline Aar med syv.
Næste kamp er som nævnt på lørdag i Silkeborg. Derefter venter en landskamppause, og så starter slutspillet.