Tid til endnu en revanche 

Landsholdspausen er forbi, og det betyder, at det igen er tid til ligahåndbold i Spar Nord BOXEN.

Dagens modstander er endnu et hold, som NFH havde kedelige erfaringer med i sidste sæson, nemlig HH Elite fra Horsens.

Ligesom SønderjyskE og Bjerringbro formåede østjyderne at sætte en kæp i NFH-hjulet flere gange i sidste sæson – ikke mindst i slutspillet, hvor de vandt begge kampe over Jakob Larsens tropper.

Onsdag aften skal vi igen se Jakob Larsens tropper, men denne gang står de på den anden side af midterlinjen, da Jakob Larsen som bekendt nu er cheftræner i Horsens.

Det er med andre ord både tid til revanche og gensyn på en særlig aften, hvor vi for en stund skal byde Jakob Larsen og et par af hans spillere velkommen “hjem” igen.

Udover Jakob Larsen er både Matilde Vestergaard og Julie Seeberg nemlig også skiftet til Horsens og vender dermed for første gang tilbage til deres tidligere hjemmebane.

NFH har i løbet af landsholdspausen haft adskillige spillere afsted med diverse landshold, og det skal blive interessant at se, om holdet hurtigt kan finde tilbage til de lovende takter, vi så i sæsonens første kampe.

Indtil videre er det tæt løb i toppen af Bambuni Kvindeligaen, så det er med at holde sig til, og det gør man bedst ved at vinde.

Det er vi helt sikre på, at Niels Agesen og pigerne også går benhårdt efter onsdag aften.

Men det kræver maksimal støtte fra publikum hele vejen! Så er I klar til det…?

Der er kampstart klokken 19.

KOM SÅ! VI SKAL OP AT STÅ FOR NFH!

___________________

👉 Kampen mod Horsens spilles onsdag d. 24. sep. kl. 19 i Spar Nord BOXEN.