Stort nederlag i første semifinale 

NFH var desværre langt fra at lave en overraskelse i den første DM-semifinale mod Odense Håndbold.

På hjemmebane i Odense vandt de orange fynboer en storsejr på 39-21 efter 18-12 ved pausen.

NFH var bagud fra start til slut, selvom starten på sin vis var rimelig. Efter syv minutters spil var NFH kun bagud med et enkelt mål, 4-3.

Men så holdt NFH’erne en scoringspause på fire et halvt minut, og det udnyttede Odense til at øge føringen til 7-3.

I første halvleg var det i høj grad Althea Reinhardts fortjeneste, at NFH haltede bagefter.

Odense-keeperen snuppede halvdelen af NFH’s afslutninger før pausen, og derfor kunne hjemmeholdet gå i omklædningsrummet foran med 18-12.

Det blev ikke bedre for NFH I starten af anden halvleg, hvor Odense i løbet af syv minutter øgede til 24-13.

Og midtvejs i halvlegen havde fynboerne mere end fordoblet føringen fra pausen til 29-16.

NFH havde meget svært ved at score, og det udnyttede Odense igen og igen til hurtige opløb, som ofte endte i mål.

Dog havde Cecilie Greve og Line Haupt Christiansen godt fat i fynboernes skytter på straffekast. 

Her nappede de to målvogtere alle Odenses tre forsøg.

Topscorere for NFH blev Lærke Nolsøe med fem mål og Tyra Axnér med fire scoringer.

Der er returkamp i Spar Nord BOXEN i Nykøbing på onsdag. 

Og trods det store nederlag skal NFH blot vinde med et enkelt mål for at fremtvinge en tredje kamp

Alle andre udfald end NFH-sejr sender Odense i finalen.