NFH-pigerne havde ingen problemer med at leve op til favoritværdigheden, da de lørdag eftermiddag mødte bundholdet Ajax København i tredje runde af Kvindeligaen.
På udebane i Bavnehøj Arena følte NFH’erne sig som vanligt på hjemmebane takket være massiv opbakning fra en stor gruppe NFH-supportere. Supporterne kunne se et veloplagt blåklædt NFH-hold svinge taktstokken kampen igennem, og det resulterede i en storsejr på hele 15 mål, 20-35, efter en føring på 9-17 ved pausen.
Ajax var med til stillingen 2-2 efter fem minutter. Så scorede NFH tre gange i træk til 2-5, og siden var NFH konstant og mere og mere komfortabelt foran. Selvom det altså endte med en af de største ligasejre i længere tid til NFH, så var kampen ikke uden skønhedspletter. Mere end 30 tekniske fejl – langt hovedparten begået af hjemmeholdet – nåede det at blive til i løbet af kampen, men det vigtigste var trods alt sejren og de to point. Og dem havde NFH ingen problemer med at hente.
Ajax forsøgte i perioder at få gang i målscoringen ved at spille syv mod seks i angrebet, men med vekslende held. Flere gange lykkedes det NFH at erobre bolden og score i tomt mål. NFH øgede føringen støt og roligt gennem det meste af kampen. 2-5 blev til 3-8, men det lykkedes Ajax at kæmpe sig lidt tilbage godt midtvejs i første halvleg og reducere til 7-10. Men så holdt hjemmeholdet en scoringspause på mere end 10 minutter, og i mellemtiden scorede NFH seks gange og udbyggede føringen til ni mål, 7-16.
Den afstand holdt til 11 minutter ind i anden halvleg, da Caroline Aar for første gang i kampen gjorde NFH’s føring tocifret med sit mål til 12-22. Et lille kvarter senere var NFH så foran med 15 mål, 16-31, og det hele sluttede altså med samme målforskel til sidst: 20-35.
Topscorere for NFH blev Mona Obaidli med seks mål, mens Sofie Bardrum og Aimée von Pereira scorede fem gange hver. Catharina Fiskerstrand Broch stod hele kampen i NFH’s mål og diskede undervejs op med 12 redninger.
NFH spiller allerede igen på onsdag klokken 20, hvor vicemestrene Odense Håndbold kommer på besøg i Spar Nord BOXEN. – KØB DIN BILLET HER