I aften sker det endelig: NFH tager hul på slutspillet i Kvindeligaen.
Og det sker med lidt af en nøglekamp på udebane mod København Håndbold, der sluttede lige under NFH i grundspillet.
NFH er dog allerede et point foran københavnerne, fordi vi som bekendt blev nummer fire i grundspillet og dermed fik lov at tage et point med over i slutspillet.
Dermed siger det næsten sig selv, at kampen er utrolig vigtig for begge hold i en slutspilspulje, hvor Odense er storfavoritter til at tage den ene af de to semifinalepladser.
NFH kan med en sejr i aften allerede bringe sig tre point foran København, mens hjemmeholdet omvendt kan overhale NFH i puljen, hvor Horsens er det sidste hold.
For blot to en halv uge siden mødtes de to hold også i Frederiksberghallen, og dengang vandt København.
Men cheftræner Jakob Larsen har en god fornemmelse.
– Spillerne har været meget engagerede til træning de sidste par dage. Der har været god intensitet, og de virker helt klar, siger han.
Han forudser, at det som vanligt bliver en kamp med masser af tempo, så det er med at spænde sikkerhedsselen!
Der er kampstart i Frederiksberghallen klokken 20.30. Kampen kan også følges på TV2 Sport og i Radio SydhavsØerne.
KÆRE PUBLIKUM! DET ER NU, DET GÆLDER. PIGERNE HAR BRUG FOR AL DEN STØTTE, DE OVERHOVEDET KAN FÅ HELE VEJEN!
VI VED, AT I KAN LEVERE DEN STØTTE BEDRE END DE FLESTE. VIS DET IGEN I AFTEN!
KOM SÅ! VI SKAL OP AT STÅ FOR NFH!