Efter en weekendtur sydpå til Metz for at spille Champions League går turen i dag vestpå for NFH-pigerne, som skal til Skanderborg for at møde Skanderborg Håndbold i Kvindeligaen.
Hjemmeholdet indtager i øjeblikket rækkens 10. plads med blot et enkelt point op til en slutspilsplads og tre point til sidstepladsen.
Det er med andre ord NFH, der må påtage sig favoritrollen, ikke mindst efter, at Skanderborg har lidt store nederlag i deres tre seneste kampe mod København, Ringkøbing og Odense.
Men netop de tre nederlag kan risikere at blive en udfordring for NFH, advarer cheftræner Jakob Larsen.
– Jeg forventer, at de kommer med en trodsreaktion i aften med masser af vilje og fysik, så det skal vi være klar på, siger han.
Skanderborg beviste så sent som i de to holds første møde i Spar Nord BOXEN i efteråret, at holdet er i stand til at drille NFH.
Dengang var det først i anden halvleg, at NFH fik styr på gæsterne.
– Vi skal bruge vores fysik, og så skal vi holde en høj intensitet og spille med fart, siger Jakob Larsen, der også har bedt sit forsvar om at holde et ekstra vågent øje med den kommende NFH-spiller Clara Bang, som scorede fem gange i kampen i Nykøbing og har scoret 63 sæsonmål indtil videre.
Der er kampstart i Fælledhallen i Skanderborg klokken 19.
HVAD SÅ PUBLIKUM? ER I KLAR TIL AT GIVE DEN FULD GAS ENDNU ENGANG OG STØTTE PIGERNE MAKSIMALT HELE VEJEN, UANSET HVOR I ER?
KOM SÅ! VI SKAL OP AT STÅ FOR NFH!