Sikke en aften! Mestrene blev besejret

Det blev en aften af de helt store, da NFH onsdag tog imod de forsvarende danske mestre fra Team Esbjerg hjemme i Spar Nord BOXEN.

NFH vandt nemlig for første gang i lange tider over de vestjyske favoritter med 26-25 efter 10-13 ved pausen.

NFH spillede fremragende i forsvaret og holdt verdens bedste håndboldspiller Henny Reistad fra at score i åbent spil i de første 41 minutter. I det hele taget havde cheftræner Jakob Larsen indstillet sit forsvar godt på, hvad esbjergenserne diskede op med i offensiven.

Det gav også målvogter Catharina Fiskerstrand Broch gode arbejdsbetingelser i NFH-målet, hvor hun diskede op med 15 redninger og en redningsprocent lige under 40.

I den modsatte ende var NFH’erne gode til at spille sig frem til fine chancer, og derved undgik man at blive kørt over af den vestjyske kontramaskine. 

NFH var bagud i det meste af første halvleg, men afstanden op til gæsterne var aldrig på mere end tre mål, så de gulblusede havde hele tiden Team Esbjerg indenfor rækkevidde.

NFH kom på omgangshøjde med gæsterne 10 minutter efter pausen, da Moa Högdahl udlignede til 15-15, og efter 43 minutter blev duften af en lille håndboldsensation forstærket, da Caroline Aar bankede bolden ind til en føring på 17-16.

Derefter fulgtes de to hold tæt ad i en intens periode, indtil NFH trak fra mod slutningen med tre scoringer i træk fra 23-23 til 26-23.

Og selvom Team Esbjerg nåede at reducere et par gange, så var der så kort tid tilbage, at det ikke blev til mere end det – og dermed tog NFH en overraskende sejr for øjnene af cirka 1.800 begejstrede tilskuere.

NFH brændte tre straffekast i løbet af kampen, men det gjorde ikke så meget, for det samme gjorde gæsterne. Sofie Börjesson var forrygende i NFH’s mål og snuppede også tre forsøg fra gæsternes skytter.

Alt i alt altså en minderig aften, hvor Moa Högdahl blev topscorer med seks mål, mens Maja Magnussen scorede fem gange. 
NFH’s næste opgave er på lørdag i Champions League på hjemmebane mod det ungarske storhold FTC Rail-Cargo Hungaria.