Der var fart på fra start af, da NFH onsdag aften havde besøg af Skanderborg Håndbold i Spar Nord BOXEN.
Opgøret i Kvindeligaen endte med en sejr til NFH på 36-28 efter 17-18 ved pausen.
Som cifrene antyder, var det særligt angrebsspillet, der var i fokus før pausen.
Begge hold var gode til at spille sig til chancer og udnytte dem.
Allerede inden, der var spillet fem minutter var der scoret 10 gange – fem mål til hver.
I de følgende minutter var det NFH, der var mest effektive. 6-6 blev til 11-7 og 13-8, og de 1.446 tilskuere i Spar Nord BOXEN fik god underholdning for pengene.
Med seks et halvt minut tilbage bragte NFH sig foran med 17-13, men så blev de gulblusede pludselig ramt af en mindre scoringskrise resten af første halvleg med flere brændte chancer og tekniske fejl.
Det udnyttede Skanderborg effektivt til at score fem gange i træk, og så kunne gæsterne gå til pause foran med et enkelt mål, 17-18.
Straks fra begyndelsen af anden halvleg tog NFH’erne for alvor fat i forsvaret. Skanderborg scorede kun én gang på de første knap ni minutter, og i mellemtiden havde NFH scoret fem gange i træk og bragt sig foran med 22-18.
NFH’erne fastholdt og udbyggede endda forspringet til syv mål, 28-21, midtvejs i anden halvleg. Til sidst endte det hele altså med en sejr på 36-28 til NFH.
Topscorere for NFH blev Alberte Kielstrup med otte mål og Caroline Aar med seks.
NFH spiller allerede på hjemmebane igen på lørdag, hvor Storhamar fra Norge kommet på besøg i Champions League.