Pressemeddelelse: Nykøbing Falster Håndbold ansætter Søren Nørgaard som assistenttræner

Nykøbing Falster Håndbold (NFH) kan med stor glæde meddele, at Søren Nørgaard er blevet ansat som ny assistenttræner for klubbens ligahold. Aftalen træder i kraft den 1. juli 2025, hvor Søren Nørgaard vil indgå i trænerteamet som assistent under NFHs nye cheftræner Niels Agesen.

Formand John Brædder udtaler om ansættelsen: 

“Vi er meget glade for at kunne byde Søren Nørgaard velkommen til NFH. Niels Agesen har personligt peget på Søren som den rette til jobbet, og vi har høje forventninger til deres samarbejde. Søren har i mange år spillet en central rolle i talentudviklingen i dansk håndbold, både i klubregi og i forbundet. Det betyder, at vi i NFH får endnu en træner med et skarpt blik for de kommende talenter og en dyb indsigt i talentarbejdet, hvilket vil styrke vores hold og klubbens udvikling fremadrettet.”

Søren Nørgaard ser selv frem til den nye udfordring: 

“I min dialog med Niels og NFH har det fra starten været vigtigt, at vi skulle være et trænerteam, hvor der er plads til ansvar og medindflydelse. Jeg ser virkelig frem til samarbejdet med Niels, og det er blevet tydeligt for mig gennem vores samtaler, at vi fungerer rigtig godt sammen både professionelt og personligt.
Jeg glæder mig også til at opleve den enorme støtte fra lokalområdet. NFH er dybt forankret i lokalmiljøet, og jeg ser frem til at bidrage tilbage til fællesskabet på Lolland og Falster fortæller Søren der tilføjer:

”Hjemmebanen i SPAR NORD BOXEN har altid haft en helt speciel atmosfære – det er et sted, man som udehold virkelig frygter at komme til, men som jeg glæder mig til at have i ryggen som en del af holdet.”

Nykøbing Falster Håndbold

Søren Nørgaard CV

Holstebro Elitesport (22/24)

Håndboldkoordinator og akademiansvarlig. Implementerede håndbold i idrætsundervisningen for 3.-4. klasser.

Håndboldtrænererfaring: 

Skanderborg U14/U15 piger + SHEA U16/U17 piger (17/21)

Træner for årgang 2004 i fire år, med ansvar i håndboldakademiet.

Holstebro Håndbold
 U19 + Talentchef (21/25)

Talentchef og U19-ansvarlig. Overtog som midlertidig cheftræner i 23/24.

Cheftræner 24 Holstebro Håndbold 1. div damer

Dansk Håndbold – Region Nord-Syd (23/-)

Talentansvarlig med ansvar for indkaldelse og koordinering af regionale samlinger.