Nykøbing Falster Håndbold (NFH) kan med stor glæde offentliggøre, at højre backen Clara Bang slutter sig til klubben på en 2-årig aftale pr. 1.07.2025. Clara, der senest var indkaldt til A-landsholdssamlingen, kommer fra Skanderborg, hvor hun har spillet håndbold, siden hun som 4-årig begyndte sin rejse med sporten. Med 22 kampe for de danske ungdomslandshold har Clara allerede markeret sig som en spiller med stort potentiale og en lys fremtid.
Clara Bang om sit skifte til NFH: “Jeg ser NFH som det naturlige næste skridt i min håndboldkarriere. Her kan jeg både få de udfordringer og muligheder, jeg har brug for. NFH har et ambitiøst og professionelt miljø, hvor udvikling går hånd i hånd med præstation.
Jeg kommer til NFH for at blive bedre. Jeg vil altid stræbe efter at løfte mit spil og bidrage til at skabe en god dynamik, hvor vi løfter hinanden og arbejder hårdt for at opnå de resultater, vi drømmer om. Jeg har som modstander flere gange mærket den fantastiske stemning i Spar Nord BOXEN, og jeg glæder mig enormt til at opleve den som spiller i den gule trøje.”
NFH ser stort potentiale i Clara ”Clara er både en spiller for nutiden og fremtiden. Hun har allerede vist prøver på sin kunnen i ligaen og kommer med en ærgerrighed, der passer perfekt til NFH. Samtidig er hun stadig i fuld gang med at udvikle sig og lægge flere lag på sit spil.
Vi tror på, at Clara hos NFH – i samarbejde med hendes holdkammerater og trænere – kan udvikle sig til en profil i ligaen og meget mere end det. Det er et scoop for os, at så stort et talent som Clara Bang har valgt NFH. Vi glæder os til samarbejdet,” udtaler Søren Jakobsen fra NFH.
NFH