Ny sæson begynder med en titelkamp 

Der er både hæder, ære, en titel og en pokal på spil, når NFH i aften spiller den første officielle kamp i den nye sæson.

Det gælder nemlig kampen om Sparekassen Danmark Super Cup mod Team Esbjerg.

Super Cuppen er kampen mellem sidste sæsons mestre og pokalvindere, men da Team Esbjerg vandt begge titler, bliver den anden part i finalen NFH, som jo blev nummer to i begge turneringer.

Hos NFH bliver der officiel debut til målvogter Sofie Börjesson, og cheftræner Jakob Larsen lægger også op til at give debut til hollandske Zoë Sprengers og franske Kalidiatou Niakaté.

Zoë Sprengers er lige kommet tilbage fra en skade, og Kalidiatou Niakaté kom til NFH så sent  som for en uge siden.

Så det er ikke meget, de har nået at træne med resten af NFH-truppen, Kalidiatou Niakaté skal også lige genfinde kampformen efter en periode uden ret meget håndboldtræning.

– De kommer ikke til at starte inde, men jeg regner med, at de kan spille 10-15 minutter hver, siger Jakob Larsen.

Han ser Team Esbjerg som favoritter, også selvom vestjyderne først for nylig har fået alle spillere og deres nye træner Thomas Axnér hjem fra OL.

– Det kan godt være, at de ikke har nået at træne så meget sammen endnu, men de fleste af deres spillere har jo været til OL og spillet der, så de skal nok være skarpe, forudser Jakob Larsen.

Han mener, at nøglen til succes for NFH, som så ofte før, i høj grad ligget i at forsøge at stække Henny Reistad.

– Vi har prøvet rigtig mange ting mod hende, men hun er rigtig svær at styre, siger Jakob Larsen, som dog ikke har opgivet på forhånd.

– Esbjerg har et rigtig godt hold, men det har vi også, og vi går selvfølgelig efter at vinde.

Der er kampstart på neutral bane i Arena Randers klokken 18.30.

KOM SÅ PUBLIKUM! SOMMERFERIEN ER FORBI, OG NU SKAL VI VISE, AT VI STADIG KAN! 
MEN DET KRÆVER, AT I STØTTER PIGERNE 110 PROCENT HELE VEJEN.
KOM SÅ! VI SKAL OP AT STÅ FOR NFH!