Efter de fem første kampe står der stadig et rundt nul ud for NFH på pointtavlen i EHF Champions League.
Det nul må rigtig gerne blive slettet i eftermiddag, når pigerne møder kroatiske Podravka Vegeta på udebane.
Og på papiret er det ikke en umulig opgave. Kroaterne har indtil videre blot hentet en enkelt sejr i deres fem første kampe og står dermed på to point. En sejr i dag vil altså kunne sende NFH forbi kroaterne i stillingen.
Som nogle måske husker, mødte NFH også Podravka Vegeta i sidste sæsons European League, så det er ikke en helt ukendt modstander, NFH’erne står overfor i eftermiddag.
Sidste gang vandt kroaterne hjemmekampen med 25-23, så det er tid til revanche.
Podravka-holdet består primært af kroatiske spillere, og der er en del unge i truppen. En af de største profiler er den 22-årige venstreback Katarina Pandza fra Østrig, som er holdets topscorer med foreløbig 30 mål i Champions League.
Men der er også grund til at holde øje med playmaker Matea Pletikosic, som senest scorede ni gange, da Podravka hentede holdets foreløbig eneste CL-sejr på udebane mod CS Gloria fra Rumænien.
NFH har i perioder vist rigtig gode takter i de seneste Champions League-kampe, og hvis de takter kan fortsætte i eftermiddag i Kroatien, er der bestemt mulighed for at tage en sejr med hjem.
Der er kampstart klokken 16.00.
HVAD SÅ PUBLIKUM?! ER I KLAR DERHJEMME TIL AT STØTTE PIGERNE 110 PROCENT? KOM SÅ! VI SKAL OP AT STÅ FOR NFH!