NFH løb fra Horsens efter pausen 

NFH vandt onsdag aften en sikker sejr på 21-30 ude over Horsens Håndbold Elite i Kvindeligaen efter en kneben føring på 13-14 ved pausen.

NFH har tidligere haft det rigtig svært mod østjyderne i Forum Horsens, og de første 20-25 var heller ikke problemløse denne gang.

Det kneb især i starten med at lave mål, og efter 13 minutter havde de blåklædte NFH’ere blot scoret to gange.

Heldigvis havde Horsens ikke meget større succes med deres angrebsspil, så hjemmeholdet førte blot med 4-2.

Bortset fra en føring på 0-1 haltede NFH hele tiden efter med et til tre mål i de første 25 minutter, men i slutningen af halvlegen lykkedes det at kæmpe sig tilbage sig tilbage og udligne til 11-11.

Derfra kom Horsens aldrig foran igen i opgøret.

NFH stod rigtig godt i forsvaret, og i den modsatte ende var for alvor kommet hul på bylden.

Det blev især tydeligt i det første kvarter af anden halvleg, hvor Horsens blev løbet over ende. 

En byge af brændte chancer og tekniske fejl fra hjemmeholdet blev udnyttet kynisk af NFH, og pludselig var 13-14 blevet til 15-24, og dermed var kampen reelt afgjort.

NFH’erne arbejdede rigtig godt for hinanden i forsvaret, og i målet tog målvogter Sofie Börjesson sig kærligt af afslutningerne fra hjemmeholdets skytter.

I det sidste kvarter kørte NFH sikkert sejren i land og førte endda med 10 mål et par gange, inden det hele altså sluttede med en sejr på 21-30 til stor tilfredshed for de medrejsende NFH-tilhængere.

Sejren sender NFH op på en foreløbig fjerdeplads i ligaen.

Topscorere blev Mona Obaidli og Maja Magnussen med henholdsvis seks og fem mål, mens målvogter Sofie Börjesson blev noteret for 10 redninger og blev båret til kampens bedste NFH-spiller.

NFH spiller næste gang på søndag, hvor modstanderen er det rumænske storhold CSM Bukarest på udebane i Champions League.