NFH klar til semifinalerne efter gyserafslutning 

NFH har for anden sæson i træk kvalificeret sig til DM-semifinalerne i kvindehåndbold!
Efter en hård fight lykkedes det tirsdag aften at hente ét point mod Silkeborg-Voel, og det er lige akkurat nok til at sikre semifinalepladsen.

Kampen i Spar Nord BOXEN sluttede uafgjort 26-26 efter en føring til gæsterne på 10-13 ved pausen.

Der blev slet ikke scoret i de sidste fem minutter af opgøret, hvor begge hold brændte flere chancer, og til allersidst havde Silkeborg-Voel bolden, men Sofie Bardrum fik blokeret Maria Holms sidste sekunds-afslutning, så den gik forbi NFH-målet.
Og sjældent er der blevet jublet så meget over et uafgjort resultat – for det ene point betyder, at hverken Silkeborg-Voel eller SønderjyskE kan passere NFH i stillingen.

Kampen begyndte meget lige, og efter det første kvarter stod det uafgjort 7-7.
Men så gik NFH i stå scoringsmæssigt og brændte chance på chance. Det udnyttede gæsterne effektivt til at score fem gange i træk til stillingen 7-12 efter knap 20 minutter – og pludselig så drømmen om en semifinale ud til at være langt væk.

Det lykkedes dog de gulblusede at få gang i målscoringen igen op mod pausen, og ved halvleg var Silkeborg-Voels føring reduceret til tre mål, 10-13.

De første knap 10 minutter af anden halvleg bragte ikke NFH nærmere point. Midtjydernes føring vekslede mellem tre og fire mål, men så begyndte NFH’erne langsomt at æde sig ind på Silkeborg-Voels forspring, og pludselig var 13-17 forvandlet til 18-18 til de 2.138 medlevende tilskueres store fornøjelse.

Men gæsterne gav ikke op og blev ved med at forfølge deres semifinalechance benhårdt. Og endnu engang fulgte en lang periode, hvor Silkeborg-Voels føring lå og svingede mellem et og to mål.

Men NFH’erne blev ved med at kæmpe som besatte for at få i hvert fald det ene point, og det lykkedes altså også til sidst.
Dermed venter der altså både et par semifinaler og bagefter også medaljekampe, før sæsonen slutter.

Topscorere for NFH blev Alberte Kielstrup og Ayaka Ikehara med fem mål hver.
NFH mangler stadig en enkelt kamp mere i slutspillet, 8. maj ude mod Team Esbjerg, før semifinalerne venter.