NFH er færdige i Europa

Det lykkedes ikke for NFH at spille sig videre fra gruppespillet i denne sæsons EHF European League.
På udebane i Norge tabte sidste sæsons sølvvindere med 27-26 til Storhamar efter 15-15 ved pausen.

NFH skulle bruge en sejr, og allerhelst på mere end et mål for at bevare chancen for at gå videre. Men selvom pigerne kæmpede godt og flere gange i første halvleg førte med to mål, så lykkedes det ikke at få sejren med hjem.

Første halvleg var meget lige, men NFH fik en skidt start på anden halvleg, da dommerne to gange med få sekunders mellemrum udviste først Stine Eiberg og derefter Alberte Kielstrup i to minutter ved stillingen 16-16.

Efterfølgende fik NFH også en angrebsfejl dømt imod sig, og da de følgende to chancer blev misbrugt og Storhamar i den modsatte ende udnyttede deres chancer, så var NFH pludselig bagud med 20-16 og skulle bestige et gevaldigt norsk fjeld for at komme tilbage i kampen.

Men pigerne viste så sent som i onsdags i Viborg, at det kan lade sig gøre. Og det gjorde de faktisk igen i Hamar. I løbet af anden halvlegs midterste 10 minutter kæmpede NFH’erne sig tilbage fra 21-17 til 22-23, og de medrejsende NFH-tilhængere begyndte at få færten af endnu et stort comeback.

Desværre holdt det ikke hele vejen hjem. Et par tekniske fejl og brændte chancer tippede igen fordelen over til Storhamar, og det hele endte altså med et knebent nederlag på 27-26 – i øvrigt samme cifre som de to holds første møde i Nykøbing.

Der mangler stadig en enkelt runde af gruppespillet, men både Storhamar og Podravka Vegeta fra Kroatien er allerede sikre på at gå videre til kvartfinalerne. NFH slutter denne sæsons europæiske oplevelser af med en hjemmekamp i Spar Nord BOXEN på lørdag klokken 16 mod Podravka Vegeta.

Inden da venter der en kamp i Kvindeligaen på onsdag mod SønderjyskE, ligeledes på hjemmebane.
Topscorere mod Storhamar blev Mona Obaidli, Lærke Nolsøe og Rosa Skovlund Schmidt, der alle scorede fire gange.