Det lykkedes ikke for NFH at få point med hjem fra den svære udekamp mod Team Esbjerg søndag aften.
Sæsonpremieren i Kvindeligaen endte med et nederlag på 33-28 efter 19-10 ved pausen.
Som cifrene antyder, blev kampen reelt afgjort i første halvleg, hvor hjemmeholdet var effektive til at straffe NFH’s fejl.
Det begyndte ellers lovende med en føring til NFH på 0-2, og der skulle gå fire minutter og 20 sekunder, før hjemmeholdet kom på tavlen.
Men så gik det også stærkt. Brændte NFH-chancer og tekniske fejl satte gang i hjemmeholdets kontramaskine, og midtvejs i første halvleg var det hele vendt grundigt på hovedet til en føring på 10-4 til Team Esbjerg.
NFH havde det som så ofte før svært i Blue Water Dokken, hvor hjemmeholdet kværnede videre, og ved pausen var stillingen som nævnt 19-10.
Heldigvis brugte NFH”erne pausen godt til at få snakket de ting igennem, der ikke fungerede i første halvleg.
Det var derfor et forvandlet hold, der kom på banen efter pausen.
Der var bid i tacklingerne i forsvaret, bedre returløb og bedre bevægelse for hinanden.
Og i angrebet var effektiviteten i afslutningerne også markant bedre.
Det kunne ses på måltavlen, efterhånden som halvlegen skred frem.
20-13 blev til 22-18 og senere også 26-23 og 27-24, men tættere på kom NFH desværre ikke.
Trods nederlaget fik det “nye” hold vist i anden halvleg, hvilket potentiale det rummer, og det lover godt for fremtiden.
Topscorere for NFH blev Tyra Axnér med seks mål, mens Caroline Aar, Moa Högdahl og Mona Obaidli scorede fem gange hver.
Næste kamp er på fredag mod Skanderborg i den store åbning af Spar Nord BOXEN.