NFH leverede langt hen ad vejen en flot præstation, da Champions League Final 4-deltagerne fra Odense Håndbold tirsdag aften var på besøg i Spar Nord BOXEN.
Gæsterne vandt med 28-30 efter 14-15 ved pausen, men favoritterne måtte slide hårdt for sejren.
NFH’erne leverede gode præstationer i både forsvar og angreb, og derfor var kampen meget lige. De to hold skiftedes gennem det meste af kampen til at være foran, men da Mona Obaidli bragte NFH foran med tre mål, 24-21, efter 43 minutters spil, begyndte det alvor at dufte af en stor NFH-aften.
Men så holdt NFH desværre knap otte minutters scoringspause, og det udnyttede gæsterne til at bringe sig tilbage i førersædet med fem scoringer i træk, og så stod det pludselig 24-26.
NFH’erne fightede ufortrødent videre indtil sidste fløjt, men desværre lykkedes det ikke at nå helt op til sidst.
Dermed er NFH tvunget til at få point med hjem fra den næste kamp i Horsens, hvis drømmen om en semifinale skal holdes i live, men præstationen mod Odense lover godt for de kommende kampe.
Topscorere for NFH tirsdag aften blev Mona Obaidli med syv mål, mens de to fløje Zoë Sprengers og Maja Magnussen scorede seks gange hver. I målet stod Cecilie Greve en god kamp og blev noteret for 11 redninger.
NFH’s næste kamp er som nævnt ude mod Horsens torsdag den 8. maj.