Det holdt hårdt, men det lykkedes for NFH at kæmpe en sejr hjem, da pigerne onsdag aften mødte Ringkøbing Håndbold på udebane i sæsonpremieren i Kvindeligaen.
Kampen endte 30-32 til NFH efter en føring til Ringkøbing på 17-16 ved pausen.
NFH har flere gange tidligere haft det svært i Ringkøbing, og denne onsdag var ingen undtagelse.
Der skulle gå 37 minutter, før NFH’erne kom foran for første gang, og der var spænding om udfaldet næsten helt frem til slutsignalet.
NFH fik en bøvlet start på kampen. Efter at have været med til stillingen 2-2 fulgte to brændte chancer og en fejlaflevering, og det udnyttede hjemmeholdet kynisk til at bringe sig foran med 5-2.
Det forspring holdt langt hen i halvlegen, fordi Ringkøbing-skytterne var virkelig effektive i angrebsspillet. Men mod slutningen sneg der sig et par fejl ind, og det udnyttede NFH til at reducere til 17-16 ved pausen.
De gulblusede fortsatte de gode takter i starten af anden halvleg, hvor man fik kontakt efter 34 minutter, da Mona Obaidli udlignede til 19-19, og tre minutter senere kom så føringsmålet til 19-20, da Alberte Kielstrup bankede bolden i kassen.
NFH bragte sig også foran med både 20-22 og 22-24, men hjemmeholdet var ikke sådan at ryste af. Ringkøbing kom tilbage i førerposition med et mål til 27-26 med knap 10 minutter igen.
Det skulle dog også vise sig at blive vestjydernes sidste føring i kampen, men det var reelt først, da målvogter Sofie Börjesson diskede op med en vigtig redning med cirka 25 sekunder tilbage ved stillingen 30-32, at kampen blev afgjort.
NFH har dermed sæsonens to første point i hus, og selvtilliden fik givetvis også et nøk i den rigtige retning, før weekendens svære Champions League-premiere i Budapest mod ungarske FTC.
Topscorere i Ringkøbing blev Mona Obaidli med fem mål fulgt af Mulle, Rosa Skovlund Schmidt og Alberte Kielstrup med fire mål hver.