Ikast var for stor en mundfuld

Ikast Håndbold er et af Europas bedste klubhold for tiden, og det fik NFH at mærke, da de to hold krydsede klinger i Kvindeligaen onsdag aften i Spar Nord BOXEN.

Gæsterne vandt en sikker sejr på 25-35 efter 13-20 ved pausen. NFH var aldrig foran i kampen, og fra stillingen 1-2 førte Ikast resten af opgøret. NFH’erne spillede sig især i starten til mange glimrende chancer, men der var for få af dem, som blev omsat til scoringer, og så bragte Ikast sig foran med 1-4. Afstanden forblev på tre til fem mål stort set hele første halvleg.

NFH fik efterhånden mere gang i scoringerne, men det kneb med at holde Ikast fra fadet i den modsatte ende, og derfor blev afstanden aldrig reduceret. Mod slutningen af halvlegen scorede gæsterne tre gange i træk, og så var pauseføringen oppe på syv mål, 13-20.

Starten på anden halvleg blev forsvarsmæssigt mere opløftende. Catharina Fiskerstrand Broch diskede op adskillige gode redninger i det første kvarter, hvor Ikast blot scorede fire gange. Desværre var NFH ikke bedre til at score i den modsatte ende, og så forblev afstanden på syv mål, 17-24, med et kvarter tilbage.

NFH forsøgte i perioder at spille syv mod seks, men med blandet succes, for Ikast havde flere gange held til at få fat i bolden og kaste den i tomt mål, inden målvogteren var kommet ind. Mod slutningen trak Ikast lidt mere fra, og så endte det hele med et nederlag på 10 mål til NFH.

NFH fastholder dog indtil videre fjerdepladsen i et meget stort og tæt felt efter de tre tophold Esbjerg, Odense og Ikast, som har opbygget et solidt forspring til de øvrige hold. Næste kamp for NFH er fredag den 27. oktober ude mod Horsens. Topscorere mod Ikast blev Alberte Kielstrup og Tyra Axnér med fem mål hver.