Fremragende start på slutspillet

NFH kom rigtig godt fra land, da slutspillet i Kvindeligaen onsdag aften begyndte med en nøglekamp ude mod grundspillets nummer fem, Silkeborg-Voel.

NFH havde revanche til gode ovenpå nederlaget i grundspillet i samme hal for få uger siden – og missionen lykkedes: NFH vandt med 24-27 efter 12-15 ved pausen i en kamp, hvor hjemmeholdet aldrig var foran.

På den baggrund må det også siges at være ganske fortjent, at NFH tog begge point.
De gulblusede blev bakket godt op kampen igennem af en stor gruppe medrejsende supportere. De kunne se NFH komme godt fra start, blandt andet takket være en række redninger af Cecilie Greve, der stod en rigtig god kamp i NFH-målet.

NFH bragte sig foran med både 1-4 og 5-7, før det lykkedes Silkeborg-Voel at kæmpe sig lidt tilbage i kampen og udligne til 7-7 efter 16 minutter.
Men det blev også den eneste gang, bortset fra 0-0, hvor midtjyderne var på omgangshøjde med NFH.

Det holdt dog kun et par minutter. Så bragte Alberte Kielstrup NFH i front igen, og det holdt ved i resten af kampen.
NFH havde generelt fint styr på matchen, og selvom både Tyra Axnér, Rosa Skovlund Schmidt og Ayaka Ikehara måtte sidde over, så var der andre, der bød ind i stedet.

Og hvis det begyndte at brænde lidt på, hev Cecilie Greve lige et par redninger mere op af hatten. Stillingen ved pausen var som nævnt 12-15 til NFH, og med tre scoringer i træk lige efter pausen til 12-18 var det afgørende hul slået.

Resten af kampen, bortset fra de sidste 45 sekunder, lå NFH’s føring og svingede mellem fem og syv mål, så selvom Silkeborg-Voel fik reduceret lidt til allersidst, var der tale om en sikker sejr til NFH.

Topscorere for NFH blev Mona Obaidli og Sofie Bardrum med fem mål hver, og i målet blev Cecilie Greve noteret for 17 redninger og en redningsprocent på 41.

NFH spiller endnu en ultravigtig slutspilskamp allerede på lørdag klokken 17.45, hvor SønderjyskE kommer på besøg i Spar Nord BOXEN.