Det gik ikke som håbet, da NFH onsdag aften mødte Odense Håndbold i Kvindeligaen hjemme i Spar Nord BOXEN. Slet ikke.
Fynboerne fik eftertrykkelig revanche for nederlaget i sidste sæsons semifinaler og kunne rejse hjem med en kæmpesejr på 18-35 efter 8-18 ved pausen.
Som cifrene antyder havde NFH det svært i begge ender af banen, og det udnyttede Odense, som på dagen var langt skarpere.
Der gik næsten fire minutter, før de gulblusede fik scoret første gang, og da havde Odense allerede scoret fire gange.
NFH var desværre uden en skadet Aimée von Pereira. Det skabte i flere situationer usikkerhed i midterforsvaret, og det straffede Odense effektivt.
1-4 blev til 3-10 og 5-15, og 8-18 ved pausen.
Anden halvleg fortsatte i samme spor. Midtvejs i halvlegen var der dobbelt op på måltavlen – 14-28 til Odense.
NFH havde stadig mere end svært ved at score mål, mens Odense blev ved med at køre på, og til sidst vandt fynboerne altså med hele 17 mål, 18-35.
Topscorere for NFH blev Mona Obaidli og Maja Magnussen med fire mål hver. Sidstnævnte kom først til NFH for ganske nylig og spillede sin første hjemmekamp – ligesom Sofie Börjesson, Zoë Sprengers og Kalidiatou Nikate.