
Kan NFH fortsætte den ubesejrede stime i European League? Det får vi svaret på, når tyske HSG Blomberg-Lippe kommer på besøg i SPAR NORD BOXEN lørdag aften.
Det er fjerde spillerunde i det europæiske gruppespil, og NFH har lagt sig i spidsen af gruppe B med to sejre og en uafgjort.
Netop en af sejrene kom i den omvendte kamp mod tyskerne, der blev besejret med 29-22 for bare to uger siden, så de gulblusede burde have gode muligheder for at spille sig op på 7 point, og dermed være uhyre tæt på videre avancement til kvartfinalerne.
Med en sejr vil NFH, som nævnt, stå med 7 point på kontoen, og tager man et kig på de sidste to sæsoners gruppespil i European League, så har mellem 6 og 8 point været nok til videre deltagelse i turneringen. Efter lørdagskampen resterer der fortsat to spillerunder mod henholdsvis ungarske Esztergom på udebane og franske Chambray Touraine på hjemmebane, hvor de sidste point kan komme i hus.
HSG Blomberg-Lippe indtager andenpladsen i den tyske Bundesliga. De har det samme antal point som Champions League-deltagerne fra Borussia Dortmund, der ligger på førstepladsen i den hjemlige liga, men i European League er det endnu ikke gået tyskernes vej. De er således noteret for tre nederlag i de tre første kampe, og skal de have bare en spinkel mulighed for at gå videre i turneringen, så kræver det, at de slår NFH.
Der er derfor al mulig grund til at møde op i SPAR NORD BOXEN lørdag aften til endnu en europæisk oplevelse, og samtidig hjælpe NFH på vej mod kvartfinalerne i turneringen.
OP OG STÅ FOR NFH – OGSÅ I EUROPA!!!
Der er kampstart lørdag kl. 20:00.