Endelig på hjemmebane

Efter en sæsonstart, der har budt på kampe flere forskellige steder i ind- og udland, er det endelig blevet tid til sæsonens første hjemmekamp.

NFH er tilbage i Spar Nord BOXEN for første gang, siden DM-finalen mod Team Esbjerg.
Og det er lidt af en kamp, vi lægger ud med. Modstanderen er nemlig de forsvarende DM-bronzevindere fra Odense Håndbold, som vi jo sendte ud i semifinalerne i sidste sæson.

Derfor forventer NFH-cheftræner Jakob Larsen også, at det er en toptændt modstander, der kommer til Nykøbing i aften. 
– Mon ikke der er noget revanchelyst i Odense, så de vil gøre alt for at trykke os?, siger han.

Opskriften på at sikre en ny sejr til NFH er langt hen ad vejen at spille, som vi gjorde i de to sidste semifinaler i sidste sæson.

– Vi var gode til at løbe hjem i deres kontrafase, så vi kom ned og stå godt i forsvaret, og det er stadig nogenlunde de samme spillere, vi skal forholde os til hos dem, forklarer Jakob Larsen.

Han noterer sig, at NFH-holdet generelt har været gode i forsvarsspillet seks mod seks i sæsonstarten, og det tror og håber han på kan fortsætte i aften.

Angrebsmæssigt handler det om at spille det spil, der er aftalt på forhånd og så minimere de tekniske fejl.
– Vi glæder os. Det bliver dejligt endelig at spille foran vores eget publikum igen, slutter Jakob Larsen.

KOM SÅ PUBLIKUM! SOMMEREN ER SLUT, OG NU ER DET TID TIL HÅNDBOLD I HALLEN IGEN! 
PIGERNE HAR STADIG BRUG FOR JERES STØTTE, SÅ BAK DEM NU OP 100 PROCENT HELE VEJEN. VI VED, I KAN! KOM SÅ! VI SKAL OP AT STÅ FOR NFH!