En afgørende kamp i jagten på top 4

Selvom vi kun er halvvejs gennem grundspillet i Kvindeligaen, når kampen i aften mod København Håndbold er spillet, så kan opgøret vise sig at få stor betydning for slutstillingen.

Gæsterne fra København indtager i øjeblikket den eftertragtede fjerdeplads, som giver point med over i slutspillet.
København er tre point foran NFH. Derfor er det vigtigt at få en sejr – og endnu vigtigere ikke at tabe.

– Det er en afgørende kamp i forhold til at nå fjerdepladsen. Hvis de vinder, vil de være fem point foran os, og så bliver det rigtig svært.

– København har været gode til at holde deres sti ren og har kun tabt til de tre hold over sig, så hvis vi stadig selv vil kunne afgøre det selv, skal vi vinde i aften, siger cheftræner Jakob Larsen.

For NFH handler det blandt andet om at forsøge at kaste grus i maskineriet hos københavnerne, når de er i angreb – ikke mindst i syv mod seks-spillet.

– Det lykkedes, da vi mødte Aarhus forleden, og det skal vi gøre igen. Det handler om at være gode til at styre, hvor afslutningerne kommer fra, siger Jakob Larsen.

I den modsatte ende skal NFH’erne være dygtige til at passe på bolden og sørge for at komme til gode chancer, der forhåbentlig kan omsættes i scoringer.

Det vil også være med til at stække kontrafasen hos København.

– Deres kontrafase er effektiv, fordi de er gode til at komme hurtigt afsted. Så vi skal også være gode til at løbe hjem, siger Jakob Larsen.

Der er kampstart i Spar Nord BOXEN klokken 19.

KÆRE PUBLIKUM! DET HER ER EN RIGTIG VIGTIG KAMP. 
DERFOR ER DET OGSÅ RIGTIG VIGTIGT MED RIGTIG STOR OPBAKNING FRA JER HELE VEJEN FRA FØRSTE TIL SIDSTE FLØJT!

DET VED VI HELDIGVIS, AT I ER RIGTIG GODE TIL, SÅ TAG OG VIS DET RIGTIG MEGET I AFTEN. SÅ SKAL DET NOK GÅ RIGTIG GODT!
KOM SÅ! VI SKAL OP AT STÅ FOR NFH!