En æra slutter – Cecilie Greve stopper karrieren efter 9 sæsoner i NFH

PRESSEMEDDELELSE

Efter hele 9 sæsoner i den gule trøje har en af Nykøbing Falster Håndbolds største profiler
valgt at stille skoene på hylden. Målvogter Cecilie Greve indstiller karrieren efter indeværende
sæson.


Cecilie Greve kom til NFH i 2017 og har siden været en afgørende sidste skanse i målet – både
nationalt og internationalt. Hun har været med til at skrive klubbens historie med deltagelse i
Champions League to gange, en pokaltitel, en DM-sølvmedalje samt yderligere to pokalfinaler.
Kort sagt: En af de mest vindende og betydningsfulde spillere i NFH’s historie.
For NFH Supporters er der ingen tvivl – der er KUN én nummer 32. Cecilie Greve har med sine
præstationer og sin loyalitet skrevet sig ind i hjertet på hele Sydhavsøerne.


Formand John Brædder udtaler:
“Vi har stor respekt for, at Cecilie vælger at stoppe et år før kontraktudløb. Greve har leveret på
allerhøjeste niveau gennem mange sæsoner og været en kæmpe profil – både på og uden for
banen. Jeg husker særligt to højdepunkter: pokalfinalen, hvor hun stod en fuldstændig
afgørende kamp og var med til at sikre os guldet, og semifinalen i Europa League, hvor hun tog
tre straffekast i straffekastkonkurrencen og blev afgørende for os. Det siger alt om hendes
niveau og betydning. Vi skylder hende en stor tak for hendes indsats og dedikation til klubben.
Nu håber vi, at vi sammen kan slutte sæsonen af med noget metal.”


Cecilie Greve forklarer sit stop
“Tiden er kommet til at sige stop. Siden 2010 har jeg været en del af ligaen, hvor håndbolden i
høj grad har sat rammerne for min hverdag og årskalender. Det seneste halve år har jeg dog
kunnet mærke et voksende ønske om i højere grad selv at kunne prioritere og forme min tid.
Med en datter, der starter i skole næste år, og en lille dreng i rivende udvikling, føles det som
det helt rigtige tidspunkt at indstille karrieren og rette fokus mod nye prioriteter.

Jeg har været sindssyg glad for min tid i klubben. Det har været en vild rejse med kæmpe
oplevelser både på og uden for banen. For mig er NFH et helt særligt sted hvor jeg altid har
nydt at være en del af den store NFH-familie. Jeg kommer med sikkerhed til at savne pigerne,
alle de fantastiske fans, sponsornetværket og ikke mindst alle de frivillige i og omkring klubben.
Jeg håber, at vi sammen kan afslutte sæsonen med at hænge metal om halsen, det ville være
det perfekte punktum på min karriere.”

Cecilie Greves personlige sponsor gennem flere sæsoner, IDEBYG, ønsker hende held og lykke
med fremtiden og takker for et godt og værdifuldt samarbejde gennem årene.