NFH skal på en både vigtig og vanskelig opgave i aften i Kvindeligaen. Aftenens modstander på udebane er Horsens Håndbold Elite – et hold, som har udviklet sig til lidt af en ond ånd for NFH. Vi har haft det svært mod østjyderne de seneste sæsoner, men det skulle gerne gå anderledes i aften. Horsens har haft en svær start på sæsonen med indtil videre fem point i otte kampe, hvilket betyder, at de ligger placeret i den nederste del af tabellen. De fem point er hentet ved sejre over bundholdet Ajax, oprykkerne Bjerringbro og uafgjort mod Ringkøbing. Senest tabte de med 11 mål på hjemmebane til SønderjyskE. Holdet har i denne sæson fået tilgang af bagspilleren Mai Kragballe med en fortid i blandt andet Randers og København. Hun er vendt hjem til den danske liga efter et udlandsophold i fransk og svensk håndbold og er Horsens’ topscorer med foreløbig 44 mål i denne sæson. Men Horsens har også flere andre profiler, som NFH’erne skal holde øje med, og på trænerbænken sidder den tidligere København-træner Claus Mogensen, der har et indgående kendskab til NFH. Der er med andre ord lagt op til et spændende opgør, hvor NFH har brug for en sejr for at holde sig godt inde i kampen om fjerdepladsen i det store og tætte felt efter topholdene Esbjerg, Ikast og Odense. Der er kampstart i Østjylland klokken 19.00. DANMARKS BEDSTE PUBLIKUM! ER I KLAR TIL AT STØTTE PIGERNE 100 PROCENT IGEN I AFTEN? KOM SÅ! VI SKAL OP AT STÅ FOR NFH!