Det var lidt af en skæbnekamp for NFH’s fortsatte muligheder i Champions League, da pigerne lørdag eftermiddag løb på banen i Spar Nord BOXEN mod CS Gloria 2018 BN fra Rumænien.
Efter blot et enkelt point i de syv første kamp var det nødvendigt med en sejr over CS Gloria, hvis ikke den forestående landsholds- og julepause skulle føles alt for dyster.
Det kommer den heldigvis ikke til. For NFH vandt en sikker sejr på 32-24 efter 16-13 ved pausen. Spillerne rejste sig på fornem vis efter nederlaget i de to holds første møde i sidste weekend.
Angrebsspillet fungerede langt bedre, afslutningerne var bedre, og forsvaret stod godt, ikke mindst i anden halvleg, ligesom begge målvogtere diskede op med gode og vigtige redninger.
Kampen begyndte ellers meget lige, men omtrent midtvejs i første halvleg fik NFH slået et lille hul, da man gik fra 5-5 til 9-6 – blandt andet fordi Gloria brændte et par chancer, og NFH samtidig var særdeles effektive i angrebsspillet.
NFH bragte sig også foran med 14-10, og selvom rumænerne fik reduceret til 15-13, lukkede Moa Högdahl første halvleg af med at brage bolden i mål to sekunder før tid: 16-13 og fordel til NFH.
Men NFH kom lidt skidt i gang efter pausen. Et par brændte chancer og en teknisk fejl gav Gloria mulighed for at komme tilbage, og rumænerne reducerede i løbet af få minutter til 17-16.
Heldigvis holdt NFH’erne hovederne kolde. Det lykkedes aldrig Gloria at nå helt op, og i de sidste 10 minutter satte NFH trumf på mod de trætte gæster, og med seks scoringer i træk fra 25-23 til 31-23 var kampen afgjort til stor fornøjelse for størsteparten af de cirka 1.500 tilskuere.
NFH klarede endda, at Moa Högdahl Schønningsen fik direkte rødt kort med 10 minutter igen efter en for voldsom tackling af en modstander.
Det hele sluttede altså 32-24 til NFH, og dermed blev ottemåls-nederlaget revancheret eftertrykkeligt med en ottemåls-sejr. Men da NFH scorede flest mål på udebane (første kamp endte 37-29), er NFH formentlig bedst indbyrdes, hvis de to hold ender med at stå lige, når gruppespillet er slut.
Topscorere for NFH blev Aimée von Pereira med syv mål, mens Mona Obaidli og Alberte Kielstrup scorede seks gange hver. I målet diskede Sofie Börjesson og Catharina Fiskerstrand Broch op med 12 redninger tilsammen.
NFH holder nu kamppause frem til efter nytår, og vi vil i den forbindelse gerne ønske alle partnere, sponsorer, supportere, tilskuere, frivillige og andre, der bakker op om holdet, en rigtig glædelig jul. Stor tak for støtten i året, der snart er gået.