I rundt regnet 54 minutter var NFH foran eller havde uafgjort i onsdagens vanskelige udekamp i Kvindeligaen mod Ikast Håndbold.
Men da det hele skulle afgøres til allersidst, var hjemmeholdet desværre den smule skarpere, som gjorde, at det blev Ikast, der løb med sejren på 31-29 efter 14-16 til NFH ved pausen.
NFH havde i store dele af opgøret ikke større problemer med at score, og efter 48 minutter førte pigerne med tre mål, 24-27. Men så lukkede hjemmeholdets svenske keeper Filippa Idéhn af, og NFH scorede blot to gange i de sidste 12 minutter.
NFH fik ellers en fremragende start på kampen og førte med 3-7 efter 10 minutter. Ikast måtte kæmpe en lang, sej kamp for at komme tilbage i opgøret, og kort før pausen lykkedes det at udligne til 14-14.
Men NFH’erne bevarede roen og scorede både de to sidste mål før pausen og det første mål i anden halvleg, og så var holdet igen foran med tre, 14-17.
Det blev også 17-21 kort inde i anden halvleg, og NFH havde endda muligheden for at bringe sig foran med fem mål, men desværre sendte Matilde Vestergaard bolden på træværket.
NFH fik yderligere et par chancer for at bringe sig foran med fem mål, men det lykkedes ikke, og i stedet begyndte alvoren at gå op for Ikast, som langsomt spiste NFH’s forspring, og med seks minutter tilbage kom så udligningen til 28-28.
NFH’s sidste mål var en reducering til 30-29 sat ind af Mona Obaidli, som også blev topscorer med hele 10 mål. Men pointene blev altså liggende i Ikast.
NFH spiller igen i weekenden, hvor det gælder en vigtig udekamp i Champions League mod GS Gloria fra Rumænien.