På trods af den store afstand mellem deres respektive hjemmebaner, har Ajax København og Nykøbing Falster Håndbold altid haft et godt samarbejde, hvilket bl.a. har betydet at mange Ajax-spillere har taget næste skridt i NFH, heriblandt Stine Eiberg, Rosa Schmidt og Sofie Bardrum.
Med et ønske om at strukturere samarbejdet yderligere, indgår klubberne nu et mere formelt samarbejde, der skal hjælpe med at fastholde de eksisterende talenter øst for Storebælt, og også gerne tiltrække spillere fra den anden side af broen.
I første omgang handler det om et træningssamarbejde, hvor relevante Ajax-spillere får muligheden for at træne med NFH, ligesom det vil være muligt for NFH at udvide deres træningsgruppe, når det giver mening for dem.
Derudover er der masser af muligheder for at udvide samarbejdet på både spiller- og trænersiden så alt i alt har sportschef Simon Guldager store forventninger til samarbejdet:
”Historisk set har vi altid haft et rigtig godt samarbejde med NFH, og vi ser frem til at udforske de muligheder, der er i at udvide det yderligere. Vi ser en stor værdi i at kunne give vores dygtige unge spillere en mulighed for at blive matchet i træning på liga- oginternationalt niveau. Vi tror derfor på, at vi sammen med NFH kan være med til at flytte vores spillere til et endnu højere niveau – til gavn for spillerne og for klubben”.
Også på Falster ser man frem til samarbejdet siger direktør Kenneth Sahlholdt:
”Vi er enormt glade for at kunne formalisere vores samarbejde med Ajax København. Gennem årene har vi set, hvordan flere dygtige spillere fra Ajax har taget det næste skridt hos os, og vi ser et stort potentiale i at bygge videre på denne historik. Med dette samarbejde skaber vi en struktur, der ikke kun styrker talentudviklingen i begge klubber, men også giver unge spillere de bedst mulige rammer for at udvikle sig både sportsligt og personligt.”
Eventuelle spørgsmål til samarbejdet kan stilles til Sportschef hos Ajax København Simon Guldager på sgc@ajax.dk eller Direktør hos NFH Kenneth Sahlholdt på ks@nfh.dk