
NFH har haft det svært i EHF Champions League indtil videre i denne sæson. Lørdag eftermiddag blev det desværre til endnu et nederlag, da kroatiske HC Podravka Vegeta tog sejren i Spar Nord BOXEN med 28-31 efter 13-13 ved pausen.
Kampen var langt hen ad vejen meget jævnbyrdig, og med tre minutter igen var stillingen uafgjort 27-27. Men gæsterne var bedst i slutfasen, og så endte det hele altså med et nederlag til NFH i en ikke specielt voldsomt spillet kamp, der blev skæmmet af ikke færre end 15 udvisninger, syv til NFH og otte til Podravka Vegeta, fra kampens cypriotiske dommere.
Topscorer for NFH blev Aimée von Pereira med syv mål, mens Mona Obaidli og Zoë Sprengers scorede fire gange hver.
NFH spiller allerede igen onsdag, hvor København Håndbold kommer på besøg til en vigtig kamp i Kvindeligaen.