Vital NFH-sejr i højspændt drama

NFH kom torsdag aften et skridt nærmere DM-semifinalerne med en 28-27 sejr over Team Esbjerg hjemme i POWER Arena efter 12-12 ved pausen.

Dermed overhalede NFH Team Esbjerg i stillingen i slutspilspulje 1 og kan med sejr eller uafgjort ude mod København Håndbold lørdag den 28. april spille sig i semifinalen.

Opgøret mod esbjergenserne i POWER Arena blev præcis lige så tæt og intenst, som cifrene antyder. Det var måske ikke den smukkeste håndboldkamp, NFH har spillet i denne sæson – til gengæld blev der fightet vildt over hele linjen hos begge hold kampen igennem.
Team Esbjergs Vilde Ingstad kæmpede endda så hårdt, at hun allerede i slutningen af første halvleg pådrog sig sin tredje udvisning og dermed et rødt kort. Det betød blandt andet, at gæsterne fik sværere ved at praktisere deres 5:1-forsvar, og det så ud til at bekomme NFH vel.

De to hold fulgtes tæt ad gennem stort set hele første halvleg, hvor de største føringer var på to mål, 4-6 og 5-7 til Esbjerg. Det tætte parløb fortsatte frem til midtvejs i anden halvleg, hvor NFH fik slået et lille hul og bragte sig foran med 23-20. Men Esbjerg gav aldrig op og kom tilbage til 23-22, og så lå kampen ellers og vippede helt frem til afslutningen, men hele tiden med en lille føring til NFH.

Alle NFH’erne skal roses for en forbilledlig fight, måske bedst illustreret ved Emelie Westbergs fantastiske tilbageløb i de døende sekunder. Med cirka 10 sekunder igen ved stillingen 28-27 forsøgte Emelie at bryde igennem Esbjerg-forsvaret, men der blev dømt en regelfejl imod hende, og så stormede gæsterne op ad banen i håb og at nå at udligne i sidste sekund. Men på utrolig vis nåede Emelie selv tilbage og fik erobret bolden, og sekundet efter lød slutsignalet, hvorefter NFH’erne og publikum i POWER Arena brød ud i ellevild jubel.

Sarah Iversen blev kåret til Woman of the Match, men der var mange andre kandidater til den titel på en aften, hvor blandt andre målvogter Mie Sørensen kom ind i de sidste cirka 20 minutter og havde flere afgørende redninger. Hendes makker i målet, Cecilie Greve, stod også en god kamp. I offensiven var Johanna Westberg igen ustyrlig med 11 mål, og sådan kunne man blive ved.
Næst-topscorer blev Sarah Iversen med fem mål, mens Lærke Nolsøe scorede fire gange.

Kampen blev overværet af næsten 1.300 tilskuere, som skabte en fantastisk kulisse. Mon ikke de kommer igen, hvis NFH formår at spille sig i semifinalen på næste lørdag?

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul EHF cup NFH i HTH Ligaen