Vi skal have det maksimale ud af slutspillet

Årets DM-semifinaler i Bambusa Kvindeligaen bliver uden NFH. Det sidste håb forsvandt, da Odense i aftes besejrede Aarhus United og endegyldigt sikrede sig den ene af de to øverste pladser i slutspilspulje 2.

Resultatet betyder samtidig, at Viborg er sikker på at tage den anden semifinalebillet, og dermed kommer NFH ikke til at spille om DM-medaljer i denne sæson.

Så skulle man tro, at de to sidste slutspilskampe mod Viborg og Aarhus United er uden betydning.

Men sådan forholder det sig ikke. For om godt fem uger venter et af sæsonens andre store mål, nemlig Final 4-stævnet i pokalturneringen Santander Cup.

Derfor kommer de to slutspilskampe i aften ude mod Viborg og på lørdag hjemme mod Aarhus United til at fungere som vigtige træningskampe frem mod Final 4.

Og NFH’erne kommer ikke til at tage let på de to kampe, fastslår cheftræner Jakob Larsen.

– Vi skal have det maksimale ud af slutspillet, for vi vil jo gerne gøre det bedst muligt til Final 4. Vi fik brudt vores gode periode lidt med nederlaget i Aarhus, så vi skal tilbage på sporet igen, og kan vi slutte af med to sejre i dag og på lørdag, vil det være perfekt, siger han og tilføjer:

– Vi skal lige ofre os det sidste, selvom skuffelsen var stor efter nederlaget til Aarhus og også lidt efter Odense-kampen. Men vi kan ikke bruge “det er synd for os” til noget.

NFH må fortsat undvære Johanna Westberg, der er ude på grund af corona, så de gulblusede kommer ifølge cheftræneren til at prøve noget lidt anderledes i offensiven uden dog at eksperimentere helt vildt.

Jakob Larsen bemærker desuden, at det ikke kun er NFH, der må undvære en nøglespiller i aften. Viborg ventes også at være uden Carin Strömberg og Moa Högdahl.

– Det er to vigtige kort for dem, påpeger han.

Det er i øvrigt Viborg, der har revanche til gode i aften. NFH vandt som bekendt de to holds første indbyrdes opgør i slutspillet med 33-32 hjemme i LÅNLET Arena.

Vær opmærksom på, at kampen er flyttet frem og allerede spilles klokken 17. Den vises heller ikke af TV2 Sport som oprindeligt planlagt, men den bliver streamet af Viborg.

ER DANMARKS BEDSTE PUBLIKUM KLAR IGEN TIL AT HEPPE PÅ NFH-PIGERNE HJEMME FRA STUERNE? SELVFØLGELIG ER I DET! KOM SÅ! OP AT STÅ FOR NFH I SOFAEN!

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen