Vi må ikke undervurdere Skanderborg

For en sjælden gangs skyld skal NFH-pigerne i kamp en lørdag eftermiddag, når et af bundholdene, Skanderborg Håndbold, kommer på besøg her i LÅNLET Arena. Og på papiret er NFH favoritter i dagens opgør i Bambusa Kvindeligaen.

Men papir er som bekendt taknemmeligt, så man skal passe på med at konkludere for meget på forhånd blot ved at kigge på stillingen.

Sidste år voldte netop Skanderborg os store problemer på hjemmebane, og vi endte med at spille uafgjort i en kamp, som kunne være gået begge veje.

Så selvom Skanderborg indtil videre blot har vundet en enkelt ligakamp i denne sæson – ude over oprykkerne Vendsyssel – skal der være fuld koncentration, hvis vi skal vinde i dag.
Skanderborgs formkurve har været opadgående på det seneste, hvor det er blevet til spinkle nederlag på et mål mod Odense og Holstebro og tre mål ude mod Team Esbjerg.

Ovenpå tirsdagens flotte sejr i Santander Cuppen mod Silkeborg-Voel er det mentale aspekt noget, som har fyldt en del i cheftræner Jakob Larsens oplæg til dagens kamp.

– Skanderborg bliver bedre og bedre, som sæsonen skrider frem, så vi skal passe på. Det er vigtigt, at vi holder fokus, og jeg er spændt på at se, hvordan pigerne reagerer mentalt efter kvalifikationen til Final 4 mod et hold, der har alt at vinde.

– Men jeg tror på, at de nok skal rykke sammen og kæmpe videre, også selvom vi nu også må undvære Mia Svele, der desværre blev knæskadet i Silkeborg. Vi har en større bredde i truppen i år, og det er jeg glad for, siger Jakob Larsen.

Hos gæsterne er det særligt Sofia Deen, NFH-forsvaret skal holde øje med. Hun er med 42 mål sit holds absolutte topscorer indtil videre i sæsonen.

– Skanderborg har skiftet en smule ud i truppen siden sidste sæson, men konceptet, de spiller efter, er stadig det samme. Det betyder blandt andet, at de spiller en masse syv mod seks-spil, så det skal vi selvfølgelig være klar til at dæmme op for, lyder forhåndsanalysen fra Jakob Larsen.

KAN PIGERNE RIDE VIDERE PÅ FINAL 4-BØLGEN FRA I TIRSDAGS? SELVFØLGELIG KAN DE DET! MEN DET KRÆVER SOM ALTID MASSIV OPBAKNING FRA DANMARKS BEDSTE PUBLIKUM.

ER I KLAR?! LIGEMEGET OM VI SKAL SIDDE ELLER STÅ, VIL VI ALTID STØTTE NFH!

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen