Nykøbing Falster
Håndboldklub

Uafgjort i Champions League-opgør

Indlæg fra d. 11. februar 2018


NFH står stadig med pæne muligheder for at tilspille sig en plads i kvartfinalerne i EHF Champions League. Søndag eftermiddag spillede de gulblusede uafgjort 21-21 mod FC Midtjylland for fuld POWER i Arena Næstved i den vigtige duel mellem to af de tre hold, der kæmper om fjerdepladsen i hovedrundens Gruppe 1. Kun de fire bedste af de seks hold i gruppen går videre til kvartfinalerne, og med det uafgjorte resultat er NFH nu ét point foran Krim Mercator fra Slovenien og to foran danske FC Midtjylland før de sidste tre runder. Gruppens tre øvrige hold – Györ, CSM Bucuresti og Rostov Don – er så langt foran, at de alle tre må forventes at gå videre.

Kampen i Arena Næstved var nøjagtigt lige så tæt, som cifrene antyder. NFH fik en fremragende start på opgøret, og bragte sig foran med 5-1, og først efter godt ni minutters spil scorede midtjyderne deres andet mål i kampen.

De fik dog kæmpet sig flot tilbage, og midtvejs i første halvleg udlignede Louise Burgaard til 7-7. Hun var stort set den eneste Midtjylland-spiller, som NFH havde svært ved at dæmme op for i opgøret, og hun blev topscorer med otte mål. Men bortset fra det stod NFH langt bedre i forsvaret, end det har været tilfældet på det seneste, og i målet strålede Cecilie Greve flere gange med store redninger. Hun lagde ud med at pille et straffekast, og så var stilen ligesom lagt til en stor kamp af Greve.

Midtjydernes comback og udligning rystede dog ikke NFH, som blev ved med at klø på godt bakket op af cirka 2.500 tilskuere i Arena Næstved. 7-7 blev til 10-7 til de gulblusede, inden FCM svarede igen med tre mål i træk, og sådan bølgede det frem og tilbage i opgøret, hvor der blev givet og taget i begge ender af banen.
NFH kunne dog gå til pausen foran med et enkelt mål, da Sarah Iversen scorede første halvlegs sidste mål til stillingen 11-10.

Anden halvlegs første kvarter var også meget tæt, og ingen af holdene kunne slå et afgørende hul. FC Midtjylland var dog lige ved, da de bragte sig foran med tre mål – 15-18 – efter knapt 47 minutter. Men NFH ville ikke give sig. Og med fem minutter igen kunne “Mulle” udligne til 20-20 på straffekast, og så var taget lige ved at lette i Arena Næstved.

Louise Burgaard bragte dog atter engang gæsterne foran, men med knapt et halvt minut igen udlignede Johanna Westberg for NFH til slutresultatet 21-21. FC Midtjylland fik et sidste angreb, men det endte med et tremeterkast, som ikke ramte målet, og så kunne de to holds spillere sige tak for kampen og “vi ses igen på onsdag”.

Onsdag mødes NFH og FCM nemlig igen – denne gang i POWER Arena i Nykøbing klokken 20.30, hvor det gælder kampen om to vigtige points i den hjemlige HTH Go Liga.

Topscorer for NFH søndag blev Sarah Iversen med fem mål, mens “Mulle” og Celine Lundbye scorede fire gange hver.

Simple Share Buttons