Uafgjort mod Randers efter drama

Der var dramatik og spænding for alle pengene, da NFH onsdag aften tog imod Niels Agesens tropper fra Randers HK i LÅNLET Arena i et meget vigtigt opgør mellem to af bejlerne til at kæmpe sig med i HTH Ligaens slutspil til foråret.

Kampen endte uafgjort 29-29 efter en føring til gæsterne på 13-18 ved pausen.

NFH fik en skidt start og var bagud i hele første halvleg. 3-4 blev til 4-10 efter 14 minutter og 11-17 efter 27 minutter. I de sidste minutter af halvlegen lykkedes det at hale en anelse ind på gæsterne til stillingen 13-18.

NFH’erne brugte pausen til at prøve at få justeret tingene lidt i begge ender af banen. Det gav pote. Langsomt, men sikkert blev Randers’ forspring mindre og mindre. 14-20 blev til 17-20 i løbet af de første godt og vel fem minutter af anden halvleg.

Og kort efter indledte Randers en scoringspause på omkring ni minutter. Det udnyttede NFH’erne til et fantastisk comeback. 18-22 blev vendt til 23-22, og stemningen var på kogepunktet blandt de 1128 tilskuere i LÅNLET Arena.

Med 10 minutter igen førte NFH med to mål, 25-23, men så gik gassen lidt af ballonen igen, og Randers kunne med tre scoringer i træk bringe sig foran med 25-26.
I resten af kampen vekslede stillingen mellem uafgjort og en et-måls føring til Randers. Kronjyderne havde også bolden til sidst, men det lykkedes NFH’erne at holde stand og sikre det ene point, som gør, at Randers stadig er indenfor rækkevidde på ottendepladsen, der lige nøjagtigt giver adgang til slutspillet.

Randers er to points foran NFH, men da kronjyderne er bedst i de indbyrdes opgør mellem de to klubber, betyder det, at NFH skal hente tre points flere end Randers i de resterende grundspilskampe, hvis i skal overhale dem i tabellen.

Næste opgave for NFH er fredag 31. januar på udebane mod Ajax København, som højst overraskende besejrede Odense på udebane onsdag aften og dermed kun er to points efter NFH i tabellen.

Topscorere for NFH mod Randers blev Johanna Westberg med seks mål, mens Anna Lagerquist og Lærke Nolsøe scorede fem gange hver.

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen