Uafgjort mod Craiova tvinger NFH på pointjagt

Det var den sidste europæiske kamp for NFH i POWER Arena, men den blev ikke helt den lykkelige afsked, man kunne have håbet på, da NFH-pigerne søndag aften spillede uafgjort 20-20 mod rumænske SCM Craiova og dermed missede chancen for at kvalificere sig til kvartfinalerne i EHF Cuppen allerede inden gruppespillets sidste runde.

NFH har fået at vide af det europæiske håndboldforbund, at man ikke længere vil få dispensation til at spille i hallen i Nykøbing, så uanset resultatet i den sidste puljekamp, vil der fremover kun blive spillet danske kampe i POWER Arena i Nykøbing.

NFH kunne med en sejr over rumænerne have sikret sig andenpladsen i gruppen og dermed en plads i kvartfinalerne. Men det uafgjorte resultat sammenholdt med spanske Bera Beras lidt overraskende sejr over gruppens suveræne tophold Podravka fra Kroatien betyder, at NFH efter alt at dømme skal have minimum uafgjort i den sidste kamp på lørdag ude mod Podravka.

NFH ligger stadig på den andenplads i puljen, som vil være nok til at gå videre, men kun ét point foran Bera Bera og to foran Craiova.

Førstepladsen har Podravka sat sig på, og de har derfor ikke noget at spille for i opgøret mod NFH. NFH kan endda tåle at tabe i Kroatien, men så kræver det, at de to andre hold spiller uafgjort i deres indbyrdes opgør i Rumænien.

Og da NFH spiller lørdag og de to andre hold først søndag, er de gulblusede nødt til at satse på at ordne paragrafferne selv mod Podravka.

Aftenens opgør mod Craiova blev en fysisk hård, målfattig og til tider tæt affære. 

Kampen startede meget lige, og de to hold fulgtes ad det første kvarters tid. Men så fik NFH slået et lille hul og gik fra 3-3 til 6-3, blandt takket være to mål fra Sofie Olsen, der gjorde det godt på højre fløj i den første kamp efter Ayaka Ikeharas alvorlige korsbåndsskade.

Men NFH fik ikke for alvor slået mønt af forspringet. Tværtimod kom Craiova tilbage med fire scoringer i træk, og ved pausen førte gæsterne med 8-9.

NFH fik en flyvende start på anden halvleg og bragte sig foran med 13-10, og med et kvarters tid tilbage førte pigerne med fire mål – 15-11.

Og forspringet holdt faktisk helt frem til kampens afslutning. Med fire minutter igen førte NFH med tre mål – 20-17.

Men til sidst løb det hele ud i sandet, og selvom NFH havde bolden i de sidste sekunder, lykkedes det ikke at få sendt en afslutning afsted. Derfor kunne rumænerne juble over et hårdt tilkæmpet point og en fortsat chance for at gå videre.

Kampen bød i øvrigt på et kærkomment gensyn med to tidligere NFH’ere. Brasilianerne Deonise Fachinello og Mariana Costa skiftede begge for nylig til Craiova og var for første gang, siden de forlod Danmark tilbage i POWER Arena.

Deonise spillede ganske vist ikke på grund af problemer med den ene skulder, men Costa kom på banen i anden halvleg – i øvrigt hendes første kamp efter en skadespause. Hun nåede at score en enkelt gang på Cecilie Greve, der ellers stod en stor kamp i NFHs mål og havde mange flotte redninger, heriblandt fire på straffekast.

Topscorere for NFH blev Sofie Olsen med fire mål og Lærke Nolsøe, Dione Housheer og Yui Sunami med hver tre.

NFHs næste kamp er på onsdag ude mod Ajax København i HTH Ligaen.

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul EHF cup NFH i HTH Ligaen