Uafgjort i Holstebro efter stor NFH-føring

NFH fik et enkelt point med hjem fra HTH Go Liga-matchen på udebane mod TTH Holstebro mandag aften i Gråkjær Arena i Holstebro.

26-26 sluttede opgøret efter en pauseføring på hele 7-14 til NFH. Fem minutter inde i anden halvleg var afstanden fortsat syv mål – 9-16 – men så scorede hjemmeholdet fem mål i træk, og pludselig var der atter lidt spænding om udfaldet, da Sarah Stougaard reducerede til 14-16.

Det lykkedes NFH at øge afstanden til tre mål igen, men TTH Holstebro havde bidt sig fast i haserne på de blåklædte NFH’ere og nægtede at give slip, og med godt fem minutter tilbage udlignede landsholdsspilleren Annette Jensen til 23-23, og kort efter var comebacket næsten fuldendt for hjemmeholdet, da de bragte sig foran med 24-23.

Nu var det pludselig NFH, der måtte slås hårdt for bare at få et enkelt point med hjem, og det lykkedes heldigvis, da Angelica Wallén akkurat fik sendt bolden over stregen på et straffekast begået mod Sarah Iversen cirka 20 sekunder før tid. Der blev ikke scoret yderligere, og dermed sluttede opgøret altså uafgjort 26-26.

Topscorer for NFH blev Kristina “Mulle” Kristiansen, der fejrede gensynet med sin gamle hjemmebane med ni scoringer. Lærke Nolsøe, der ligeledes var tilbage på sin tidligere hjemmebane, scorede seks gange.

NFH spiller allerede igen onsdag, hvor Ringkøbing kommer på besøg i POWER Arena klokken 19.30.
Det uafgjorte resultat betyder, at NFH holder fast i en placering i top 8.

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen