Tid til genrejsning i Odense

Blot et par dage efter det skuffende uafgjorte resultat mod Skanderborg i fredags, skal NFH-pigerne atter i kamp i HTH Ligaen, når Odense Håndbold i aften er modstanderen i en vanskelig udekamp på Fyn.

Det er en kamp, hvor fynboerne i kraft af hjemmebane og deres placering på ligaens andenplads må påtage sig favoritværdigheden.

Og umiddelbart ligner det da også en temmelig svær opgave for NFH’erne mod det sejrsvante hjemmehold.

Men der ingen grund til at give op på forhånd. Flere gange tidligere har det vist sig, at lige præcis Odense står godt til NFH. Hvem husker eksempelvis ikke sejren i pokalfinalen for lidt over et år siden, hvor Odense led deres første nederlag i den sæson til et andet dansk hold?

Samtidig er Odense trods deres aktuelle andenplads mere frygtindgydende på udebane, end de er hjemme i egen hule, hvor de har tabt fire af sæsonens foreløbig 10 hjemmekampe. Det meste omtalte var nok nederlaget til Ajax, hvor odenseanerne førte med syv mål ved pausen og alligevel tabte.

Samtidig har cheftræner Jakob Larsen et særdeles godt kendskab til netop Odense og deres styrker og svagheder, da hustruen Kamilla som bekendt spiller for de orangeklædte, og han derfor følger mange af deres kampe på tæt hold.

Læg dertil, at NFH’erne givetvis er meget opsatte på at levere en toppræstation ovenpå skuffelsen i fredags. Den ekstra motivation kan måske være med til at gøre, at NFH tager begge points med hjem i aften.

Intet er umuligt, hvis man tror på og slås for det. Der er kampstart klokken 20, og kampen kan ses direkte på TV2 Sport, hvis man ikke tager med til Odense.

STØT PIGERNE! OP AT STÅ FOR NFH!

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen