Svær kamp venter mod topholdet

Det er HTH Ligaens suveræne førerhold, der i aften kommer på besøg i LÅNLET Arena.
De forsvarende danmarksmestre fra Team Esbjerg ligner på forhånd en stor mundfuld for NFH-pigerne i den første hjemmekamp i 2020.

Men man skal aldrig give op på forhånd, hvilket også ville ligne vorespiger meget dårligt.
Selvom NFH tabte 2020-premieren i sidste uge til København, så cheftræner Jakob Larsen masser af positive elementer i den kamp, som kan tages med til dagens opgør mod vores tidligere højrefløj Pernille Johannsen og hendes nye holdkammerater fra Vestjylland.

– Vi spillede en god kamp angrebsmæssigt i København, så på det punkt er rettelserne, der skal laves, til at overse. Og så spillede Johanna (Westberg, red.) en god kamp, og det håber vi, hun kan gøre igen i aften.
– Der var i det hele taget ikke mange ting, der adskilte os fra København, så jeg synes, at vi bevæger os i den rigtige retning, siger Jakob Larsen.

NFH’erne har ifølge cheftræneren haft nogle gode træninger på det sidste, og efterhånden er næsten alle spillere ved at være oppe i fulde omdrejninger igen ovenpå et efterår præget af graviditet og skader.

Og der bliver brug for alle gode kræfter i aften.
– Esbjerg er både hurtige og fysisk stærke. Det bliver svært at overliste dem, men jeg så flere gode momenter i vores etablerede angrebsspil mod København, som vi kan tage med til kampen i dag.
– Vi mærker en opadgående formkurve og tror på, at der ligger flere points og venter på os – også mod nogle af de hold, der ligger over os i tabellen, siger Jakob Larsen.

To af de points kunne jo passende komme i aften..

DANMARKS BEDSTE PUBLIKUM! SÅ SKAL VI TIL DET IGEN. GIV NU PIGERNE EN VERDENSKLASSEOPBAKNING I ALLE 60 MINUTTER. VI VED, I KAN! KOM SÅ, OP AT STÅ FOR NFH!

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul EHF European Cup Divisionsforeningen Håndbold