Superstart på slutspillet: Sejr over Viborg!

NFH stemplede torsdag aften ind i slutspillet i Bambusa Kvindeligaen med manér, da det hjemme i LÅNLET Arena blev til en sejr over Viborg HK på 33-32 efter 20-20 (!) ved pausen.

Og da Aarhus United tidligere på aftenen besejrede Odense, er NFHs slutspilspulje efter blot en enkelt runde helt åben, idet både Odense, NFH og Aarhus United nu har to points hver, mens Viborg har et.

Som cifrene antyder blev stort set hele første halvleg af aftenens kamp spillet med speederen i bund fra begge hold.

Ofte nåede ingen af de to holds forsvar for alvor at komme på plads, før modstanderne havde scoret.

NFH kom bedst fra land og var især i starten meget effektive i afslutningerne. De gulblusede førte både 3-1 og 8-5, hvorefter Viborg hurtigt udnyttede et par NFH-fejl og fik udlignet til 8-8.

NFH kom tilbage i teten med føringer på 11-9 og 12-10, men holdt så en scoringspause på seks minutter, og det udnyttede Viborg til at bringe sig foran for første gang i kampen efter 20 minutters spil med 12-13.

Det nåede også at blive 12-14, før NFH’erne atter fandt netmaskerne i Viborg-målet, men så gik det også stærkt. Tre mål i træk på cirka to et halvt minut, og NFH var tilbage i førersædet: 15-14.

Resten af halvlegen var meget lige, men dog med NFH-føringer flere gange.

Efter 40 mål i første halvleg blev det en mere målfattig anden halvleg, men kampen var stadig meget lige og intens. De to forsvar fik bedre fat, og holdene skulle lede og kæmpe mere for at komme frem til chancer.

NFH gik i en periode over til at spille syv mod seks, og det var med til at åbne gæsternes forsvar, så forspringet kunne fastholdes. Viborg var faktisk slet ikke foran i anden halvleg, og hen imod slutningen var kampen tæt på at knække afgørende til NFHs fordel, da 26-25 blev til 29-25.

Viborg kom dog tilbage og fik reduceret, og med et minut tilbage lykkedes det også gæsterne at udligne til 32-32, men 10 sekunder senere scorede Mulle det, der skulle vise sig at blive sejrsmålet til 33-32.

Viborg fik ganske vist en sidste chance på tremeterkast i sidste sekund, men målvogter Louise Egestorp reddede forsøget fra Kristina Jørgensen, og så kunne NFH-jublen bryde løs.

Topscorer for NFH blev Johanna Westberg med hele 10 mål, heraf halvdelen på straffe.
Celine Lundbye scorede fem gange, mens to gange Sofie – Flader og Olsen – scorede fire mål hver.

Men der var også gode præstationer fra Mulle og Amalie Wulff, og generelt gjorde hele holdet det godt.

NFHs næste kamp er 1. april, hvor det gælder Odense på udebane.

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen