Storsejr til NFH over FC Midtjylland

NFH kom onsdag aften i den grad tilbage på sejrssporet, da HTH Go Ligaens nummer to, FC Midtjylland, blev sendt hjem fra POWER Arena med et nederlag på 26-19 efter en 10-måls føring til NFH på 18-8 ved pausen.

Det var blot tre dage siden, at de to hold spillede lige op i et tæt og spændende Champions League-opgør for fuld POWER i Arena Næstved. Men onsdag var det hverken tæt eller spændende ret længe.

Det hele begyndte ellers meget stille med et minuts stilhed til minde om Prins Henrik, der som bekendt sov stille ind tirsdag aften.
Men derefter var det slut med det afdæmpede og stille. NFH’erne kom bragende allerede fra start, og i løbet af de første seks minutter var gæsterne nærmest løbet over ende. Da førte NFH med 6-1. De gulblusede – og især Sarah Iversen på stregen – var effektive i angrebsspillet, og i den modsatte ende smed midtjyderne flere gange bolden væk, og det straffede NFH hurtigt med kontrascoringer i den anden ende.

FC Midtjyllands normalt ellers så sikre sidste skanse Sabine Englert blev tidligt i opgøret skiftet ud, men hendes afløser Jessica Ryde fik heller ikke fat i meget. Det gjorde Cecilie Greve derimod i den anden ende, hvor et godt og bevægeligt forsvar hjalp til med at få lukket ned for FCMs Louise Buurgaard, som scorede hele otte gange i Champions League-kampen i søndags.

NFH bragte sig som nævnt hurtigt foran med 6-1, og i løbet af halvlegen blev føringen stille og roligt udbygget.

Anden halvleg blev betydeligt mere lige. FC Midtjylland fik bedre fat i forsvaret, og NFHs målmaskine blev derfor sat noget ned i omdrejninger. Samtidig fik gæsterne en smule mere gang i målscoringen, men reel spænding om resultatet blev der aldrig, og de 1.056 tilskuere kunne hylde NFH-spillerne med stående bifald de sidste par minutter.

Topscorer blev Sarah Iversen med syv mål, mens Lærke Nolsøe scorede fem gange fra fløjen

Sejren giver uden tvivl NFH’erne et kæmpe moralsk rygstød, som pigerne nu kan tage med sig på en velfortjent friweekend. Næste kamp er først på onsdag, på udebane mod Ringkøbing.
De to kærkomne points betyder ikke noget for placeringen i stillingen. Her er NFH fortsat nummer seks, men nu er der kun tre points op til FC Midtjylland, som fortsat ligger på andenpladsen – i hvert fald indtil Odense og Team Esbjerg har spillet.

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen