Skuffelse mod Skanderborg

NFHs drøm om at nå slutspillet i HTH Ligaen lever fortsat. Men missionen er ikke blevet lettere efter, at det fredag aften blev til et enkelt point hjemme i LÅNLET Arena mod bundholdet Skanderborg.

Opgøret sluttede uafgjort 26-26 efter 15-15 ved pausen, og der skulle gå hele 45 minutter, før NFH kom foran første gang. Det var, da Lærke Nolsøe bragte de gulblusede foran med 20-19.

For NFH var der langt hen ad vejen tale om de brændte chancers kamp. Skanderborgs målvogter Monika Kongsgaard blev noteret for 18 redninger og en flot redningsprocent i omegnen af de 45, og hun var i høj grad med til at pille pynten af NFH-skytterne, omend kvaliteten i afslutningerne indimellem også kunne være bedre.

Gæsterne havde godt styr på NFH i det meste af første halvleg. Efter godt tre minutters spil var Skanderborg foran med 1-3, og selvom NFH fik udlignet til 3-3 og sidenhen også 4-4 og 5-5, så var det gæsterne der havde taget teten. Flere gange førte de grønklædte med tre mål, og det var først i de sidste minutter, at NFH fik kæmpet sig op på pausestillingen 15-15.

Desværre blev det ikke meget bedre efter pausen. NFH scorede blot en enkelt gang i de første 10 minutter af anden halvleg. Heldigvis begyndte både forsvaret og målvogter Cecilie Greve at få bedre fat, så Skanderborg fik ikke mere end to måls forspring.

Og så, efter 45 og et halvt minut, fik Lærke Nolsøe for alvor de godt 1.300 tilskuere i LÅNLET Arena helt op at stå, da hun sendte bolden i nettet til NFHs første føring, 20-19.
Skanderborg blev dog ved at hænge på, og NFH førte aldrig med mere end et mål. Med fire minutter tilbage var det helt lige, 24-24. Så scorede gæsterne to gange i træk, og med mindre end et minut tilbage var NFH bagud med 24-26.

Pigerne gav dog aldrig op, og i løbet af 40 sekunder havde NFHs helbanepres resulteret i to scoringer og uafgjort 26-26. NFH var endda tæt på også at få muligheden for at snuppe sejren til allersidst, men det hele endte altså med en pointdeling mellem to hårdtkæmpende hold.

Det uafgjorte resultat betyder, at NFH nu har 20 points på niendepladsen i ligaen med tre points op til Randers HK på den ottendeplads, som giver adgang til slutspillet.
Reelt skal NFH dog hente fire points på kronjyderne i de sidste fem grundspilskampe, da Randers er bedst i de indbyrdes opgør. Men slutspilshåbet lever fortsat.

Topscorere mod Skanderborg blev Anna Lagerquist med fem mål og Lærke Nolsøe og Dione Housheer med hver fire scoringer.

NFH spiller allerede igen mandag aften på udebane mod ligaens nummer to, Odense.

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen