Skæbnekamp i Viborg

Slutspillet i Bambusa Kvindeligaen spidser til, og det er tæt på at være “vind eller forsvind” for NFH, når holdet i aften går på banen til en vanskelig udekamp mod Viborg HK.

Situationen er den, at Viborg med en sejr kan slutte sig til Odense og booke den anden og sidste billet til DM-semifinalerne, uanset resultaterne i sidste spillerunde om en uge.

NFH kan omvendt med en sejr i aften spille sig til en matchbold og selv afgøre det hele ved at slå København på hjemmebane i sidste runde.

I tilfælde af uafgjort, skal NFH både besejre København og samtidig have hjælp af Odense, som skal besejre Viborg i sidste runde.

Scenariet er altså relativt enkelt for de to hold, når de går på banen i Viborg, hvor hjemmeholdet må påtage sig favoritrollen med landsholdsspillere som Kristina Jørgensen, Line Haugsted, Lærke Nolsøe og Anna Kristensen i truppen.

NFH har det traditionelt vanskeligt i Viborg, men vanskelige opgaver kan også løses, og NFH’erne kan hente masser af gejst og tro på egne evner ved at se på udfaldet af de seneste tre hjemmekampe mod viborgenserne, som alle er endt med sejre til NFH.

De gulblusede har altså før stukket en kæp i hjulet på Viborgs sejrsdrømme, og det er ikke mindst i forsvaret, at Lærke & co. skal bremses.

NFH har tidligere haft stor succes med at lukke effektivt ned for Kristina Jørgensen og Line Haugsted, ikke mindst i kontrafasen.
Det kræver derfor parathed og en kæmpeindsats både fysisk og mentalt, hvis drømmen om en semifinale skal holdes i live.

NFH’erne kommer til kampen med frisk selvtillid efter den flotte indsats mod Odense, som blot var et par sekunder fra at give point.
Og kan pigerne levere en ligeså god indsats i aften, er der bestemt grund til at tro på et godt resultat.

NFH og Viborg mødtes i øvrigt også i Viborg i den næstsidste slutspilskamp for næsten nøjagtigt et år siden, og dengang vandt hjemmeholdet med 28-24.

I aften håber vi, at pigerne kan revanchere det nederlag, så vi kan fylde LÅNLET Arena til et brag af en kamp mod København Håndbold om en uge.

Aftenens kamp kan ses live i hallen eller på TV2 Sport med kampstart klokken 20.30.

DANMARKS BEDSTE PUBLIKUM! UANSET OM I FØLGER MED I HALLEN ELLER FORAN TV, SÅ GIV PIGERNE AL JERES FANTASTISKE OPBAKNING I AFTEN. DE HAR BRUG FOR JER.
SAMMEN ER VI STÆRKEST, OG SAMMEN KAN VI GØRE DET HER!
KOM SÅ!! OP AT STÅ FOR NFH!

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen