Sikker sejr til NFH i Skanderborg

NFH kom onsdag aften tilbage på sejrssporet, da Primo Tours Ligaens bundhold Skanderborg blev besejret med 24-32 på udebane i den meget intime Morten Børup Hallen. NFH havde styr på kampen fra start til slut, selvom der i perioder blev lavet lidt for mange tekniske fejl.

Skanderborg gik uimponeret til opgaven og spillede frisk til, men NFH holdt gennem det meste af kampen et pænt forspring på fem-seks mål.

De blåklædte NFH’ere var foran med både 1-3, 3-7 og 7-14 i første halvleg, inden det blev 9-16 ved pausen.
Skanderborg skal roses for aldrig at give op, og derfor blev kampen heller ikke nogen walkover for NFH. Hjemmeholdet fik i løbet af anden halvleg reduceret NFHs føring til fire mål, men så strammede NFH grebet igen.

Det blev 13-18 og 22-30, inden det hele altså sluttede 24-32.

Tooscorere for NFH blev Sarah Iversen med syv mål og Johanna Westberg og Kristina “Mulle” Kristiansen med hver seks.
Det skal også nævnes, at både Mette Iversen Sahlholdt og Ditte Vind havde flere gode redning i målet. Ditte reddede blandt andet et par straffekast mod kampens slutning.

NFH blev bakket op af 20-25 NFH-tilhængere i Skanderborg, og på lørdag bliver opbakningen endnu større, når NFH spiller EHF Cup i Stettin i Polen. Her ventes op mod 100 NFH-støtter at være på plads.

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen